Renaissance Man (1994)

Vaskeægte amerikansk og succes-selvsmagende dramakomedie, hvor rigtige mænd (soldater) bliver til bløde mænd (intellektuelle) ved hjælp af en djærv underviser, der kun er kommet til opgaven på et afbud (anvist af jobcentret).

SIR-YES-SIR!

Det er Danny DeVitos nyfyrede reklamemand Bill Rago, der pludselig står ved tavlen foran en mindre gruppe SIR-YES-SIR-soldater på et militærakademi og har fået til opgave at undervise dem (sådan lidt bredt funderet, fornemmer man) som led i deres almene dannelse.

Åbne sind

Bill får blødet gutterne (og en enkelt kvinde) op - og langsomt, men sikkert får han åbnet deres sind for Shakespeares Hamlet - og det kan de helt sikkert bruge, når de skal svinge deres guns ude i marken! I hvert fald er de blevet til bedre mennesker, der tilmed kan svare deres overordnede igen, når han bliver for kæphøj.

Fin DeVito-præstation

Det har vi alt sammen set før, men "Renaissance Man" kan alligevel noget. Det mærker vi særligt i første halvdel, hvor nuancerne byder op til fint skuespil - og omvendt - særligt fra Danny DeVito, der ganske overbevisende og nede på jorden gestalter den Shakespeare-duelige underviser.

Tiltagende vammelhedsfaktor

De gode takter kan dog ikke vare ved - og det skyldes ikke mindst, at filmen er omtrent en halv time for lang. Først og fremmest bliver det dog kvælende med den (forventeligt) tiltagende vammelhedsfaktor, hvor alt og alle bare skal gå op i en højere enhed af rosenrød patriotisk militærforherligelse (til trods for det komiske blik på selvsamme).

Shakespeare med krum hals

Lirum-larum-musik af Hans Zimmer sørger for den sikre sitrende stemning filmen igennem - og så kan man opleve en meget ung Mark Wahlberg i en tidlig filmrolle - som en af de menige, der tager Shakespeare-bombardementet med krum hals og skudsikker vest.