La prisonnière (1968)

Henri-Georges Clouzots sidste film emmer af erotisk fortællelyst, indebrændt begær og svigt, Alt sammen pakket i lag af let mystik - først og fremmest meget delikat ved brugen af moderne og eksperimenterende kunst i både farver, lyd og bevægelse.

Erotisk udstråling

Den unge kvinde Josée er godt gift, men drages alligevel af den s(v)ært erotiske udstråling, som galleriejeren Stanislas emmer af. Måske skyldes hendes nye vovemod bl.a., at hun har opdaget sin mands kys til højre og venstre på fremmede kvinder (det er kun for at fremme salget af min kunst, siger han.)

En hund efter erotik

En dag er Josée hjemme i privaten hos Stanislas - i sig selv en overvældende oplevelse med alle tænkelige former, farver og figurer tæt pakket fra nærmest kælder til loft. Og snart kommer det frem, at Stanislas er lidt af en hund efter erotisk fotografering - det kommer han til at afsløre i en lysbilledserie, hvor der pludselig er et dias af en kædelænket, nøgen kvinde på alle fire.

Gennemsigtig plastikfrakke

Det afskrækker dog ikke Josée fuldstændig, og da det ringer på døren, bliver hun som tilskuer til Stanislas' næste photo shoot - en skønhedskonsulent smider overdelen for at iklæde sig en gennemsigtig plastikfrakke, hvorigennem den ivrige fotograf kan tage billede efter billede af svedperler på struttende babser.

Erotisk mystik

Hvor det bærer hen for Josée skal ikke afsløres her, men stemningen kan ikke pakkes ind i vat: "La prissonère" er erotisk mystik i en særdeles farvestrålende og opfindsom indpakning. Det kræver sin cineastiske eller kitsch-søgende tilskuer at sidde model til Clouzots ofte aparte ind- og udviklinger, men filmoplevelsen vinder meget på sin leg med medier, identitet - og det udtalte fravær af underlægningsmusik.