My Friend Dahmer (2017)

    En outsider-teenager med morderiske tilbøjeligheder forsøger krampagtigt at forme et normalt hverdagsliv, hvilket gang på gang umuliggøres.


    MORDER PÅ VEJ

    Meget fint doseret "gyser"-drama, der fortæller det virkelige livs historie om teenage-morderen Jeffrey Dahmer, der hærgede i 1970'ernes USA. Men i hænderne på instruktør og manuskriptforfatter Marc Meyers får vi drejet begivenhederne så elegant, at al det eksplicitte i stedet bliver en konstant lurende fare lige under overfladen.

     

    Mobbe- og udskudsoffer

    Jeff er skolens meget nørdede elev, og han er både mobbe- og udskudsoffer. I sin fritid samler han på dyreknogler, gerne indsamlet ved at ætse resten af dyret væk med syre i særlige beholdere. Det bliver mere end antydet, at Jeff går med våde drømme om at slå noget 2-benet ihjel, men i filmen bliver det ved antydningerne.

     

    Kringlet teenagepsyke

    "My Friend Dahmer" fungerer flot som både thriller, high school-drama og som indsigt i en kringlet teenagepsyke. Stilen er jordbundet til trods for de mange ubehageligt anmassende tanker, som Jeff konstant kæmper med. For ham er de dog næppe ubehagelige, for dét at slå ihjel er helt tydeligt en drift for ham.

     

    Mangel på socialt liv

    Fokus i filmen ligger i høj grad på Jeffs sociale liv - eller mangel på samme - og de yderst forkrampede forsøg han gør på at blive dus med sine skolekammerater. Det udvikler sig til pinlige stunts, men Jeff finder en vej til en form for popularitet - meget elegant beskrevet. Her er Ross Lynchs hovedrollepræstation virkelig stærk - og generelt lykkes han med sin pokerfjæs-gennem-enorme-briller-attitude: Der er jo ikke noget at smile ad!

     

    Tilbagetrukket musik

    Anne Heche er helt vidunderlig som Jeffs umulige mor, og så glæder man sig over den tilbagetrukne underlægningsmusik, der - når den er i billedet - ikke tager kvælertag på de i forvejen morderisk intense begivenheder.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2017, USA, Drama, Biografi, Thriller, Teenagere, 107 min.

    Dansk titel: My Friend Dahmer
    Instr: Marc Meyers Prod: Milan Chakraborty, Jody Girgenti, Adam Goldworm, Michael Merlob, Marc Meyers Manus: Marc Meyers Baseret på: bog af John Backderf Foto: Daniel Katz Klip: Jamie Kirkpatrick Mus: Andrew Hollander