Johnny English (2003)

    En ekstraordinært klodset mand bliver secret service-agent og skal forsøge at forhindre en udspekuleret franskmands plan om at stjæle den britiske trone


    HYLENDE UMORSOMT #1

    Sammenhængende film:

    Johnny English (2003)

    Johnny English Reborn (2011)

     

    Idéen med at sætte Mr. Bean-Rowan Atkinson i hovedrollen i en James Bond-parodi er måske ikke helt tosset. Men at kopiere Bean-karakteren ind i et action-komedie-univers fungerer alt andet end upåklageligt, og den første "Johnny English"-film er pænt sagt under lavmål.

     

    Rimelig underholdning

    Hvad der trods alt sørger for rimelig underholdning er de mange kreativt udfoldede enkeltsituationer. Alle sætter de Johnny Englishs uduelighed på spidsen, men humoren er bare ikke på nogen måde sofistikeret. Først og fremmest er alt bundforudsigeligt, så der kræves en meget barnlig humor, hvis dette filmeventyr skal gå rent ind.

     

    På overarbejde

    Her i den første film er English virkelig på overarbejde. Og det er ikke kun fordi, han hele tiden sætter sig selv på det. John Malkovichs udspekulerede franskmand Pascal Sauvage udgør nemlig - i filmens afgjort bedst spillede rolle - en trussel mod det britiske emperium.

     

    Skudsikker plan

    Sauvages plan virker skudsikker, så det kan ikke vare længe, før han sidder med kronen på hovedet. Spørgsmålet er, om English - til trods for sin vanvittige klodsethed - evner at sætte en kæp i hjulet. Spændingen sitrer til sidste (lagkage-)komiske scene.

     

    Ingen hurra-råb

    Der er ingen hurra-gjaldende tilråb for hverken opfindsomhed eller komisk tæft. "Johnny English" er i al sin musik-underlagte farce-atmosfære gabende kedsommelig, lige indtil meget få glimt af originalitet stikker hovedet frem og trods alt redder filmen fra det helt uudholdelige.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2003, Storbritannien, Frankrig, USA, Komedie, Action, Farce, 88 min.

    Dansk titel: Johnny English
    Instr: Peter Howitt Prod: Tim Bevan, Frédéric Bovis, Eric Fellner, Mark Huffam, Lucette Legot Manus: Neal Purvis, Robert Wade, William Davies Foto: Remi Adefarasin Klip: Robin Sales Mus: Edward Shearmur