Dark Blood (1993)

Instruktør George Sluizer var den sidste, der arbejdede med skuespilleren River Phoenix. Og fordi Phoenix døde under optagelserne til "Dark Blood", blev filmen aldrig gjort færdig. Da Sluizer selv blev syg i en høj alder, besluttede han sig for at stykke filmen sammen til en så hel enhed som muligt – 80 % af optagelserne var allerede færdige i 1993.

20 år undervejs

Således skulle der gå næsten 20 år, før "Dark Blood" så dagens lys. Lettere amputeret, men et interessant vidnesbyrd på River Phoenix' sidste tid. Det er den noget mudrede historie om det midaldrende ægtepar Buffy og Harry Fletcher, der er på vej gennem ørkenlandskabet, da deres bil ikke vil længere.

Alt andet end tilregnelig

Snart har de forbindelse med ørkendrengen Boy, der bor alene og meget isoleret i et tidligere atombombe-prøvesprængningsområde. Til at begynde med virker denne Boy egentlig meget fair, men det skal snart vise sig, at han er alt andet end tilregnelig. Da først hans kærlighed til fru Fletcher bliver tydelig, skyr han ingen midler for at fastholde den.

Underligt ufuldstændig

Det er ikke det amputerede ved Sluizers slutprodukt, der gør oplevelsen underligt ufuldstændig. Faktisk fungerer det udmærket, at instruktøren selv med voice-over forklarer, hvad der står i manuskriptet, i de ca. 20 % af scenerne, der aldrig nåede i kassen. 

Overstadige stemningsskift

Langt mere irriterende er de mange overstadige skift i stemning, som de tre protagonister konstant kastes rundt imellem. Det skal selvfølgelig primært afspejle ørkendrengen Boys svære (og syge) sind, men fungerer aldrig troværdigt. At han trænger til en kvinde bliver snart tydeligt, men hans metoder mangler de tiltænkte thrills.

Ekstremistisk

Herudover udvikler filmen sig mere og mere ekstremistisk – så man til sidst sidder tilbage med en aparte totaloplevelse. Stærkest står de meget flotte landskabsbilleder, især i de scener, hvor musikken er helt udeladt, og ørkenstilheden for alvor går under huden.

En snert af vildskab

Phoenix' præstation har kun en snert af den nødvendige vildskab og vanvittighed. Judy Davis og Jonathan Pryce agerer pænt som det uheldige par, men kommer aldrig under huden – hvad det ellers må menes er helt tiltænkt.