The Deadly Affair (1967)

    En pensionsduelig britisk agent med rod i privatlivet sætter sig for at efterforske en britisk statsansats formodede selvmord.


    LUMET I LYS LUE

    Forrygende og forførende kriminaldrama, baseret på en roman af John le Carré. Lagt i hænderne på Sidney Lumet udvikler "The Deadly Affair" sig til så meget andet end forudsigeligt genrespil - i stedet vinkles både begivenheder og kamera på nye måder, der vedbliver at overraske.

     

    Skruen i vandet

    Lumet har ligesom i den beundringsværdigt mærkværdige gyser Child's Play (1972) endnu engang fået en magnifik præstation ud af James Mason. I begge film spiller Mason en mentalt forslået mand i pensionsalderen, som hele tiden må stå for skud og i det hele taget kæmper for at holde skruen i vandet.

     

    En lang række mærkværdigheder

    I "The Deadly Affair" er han agenten Charles Dobbs. Han tror ikke helt på "diagnosen" selvmord, da en statsansat findes død. Da han begynder at grave i sagen, dukker der da også en lang række mærkværdigheder op - og de kan meget vel vise sig at være livsfarlige.

     

    Kæmper med dæmonerne

    På hjemmefronten kæmper Dobbs for alvor med dæmonerne. Han har valgt - i hvert fald på overfladen - at acceptere sin unge kones talrige seksuelle eskapader med fremmede mænd. Om det er fordi, Dobbs er impotent, pensler filmen ikke ud, men der er antydninger i dén retning.

     

    Grænseløst frigjort

    Det er helt tydeligt smerteligt for den gamle agent at opleve sin kone så grænseløst frigjort, men han tåler det sammenbidt og vender de usunde energier indad. Den unge kone spilles af den svenske Bergman-skuespillerinde Harriet Andersson, desværre i filmens mest kedelige centrale rolle (Andersson formår ikke at højne figuren fra det blotte omrids.)

     

    Mørk og hemmelighedsfuld

    Langt mere nuanceret - faktisk i den helt anden ende af spektret - finder vi Simone Signorets mørke, hemmelighedsfulde og sært utilregnelige Elsa Fennan, en skikkelse, Dobbs kommer i nærkontakt med i sit efterforskningsarbejde - og som kollegaen Inspector Mendel skygger gennem London. Mendel gestaltes fuld af troværdig politi-autoritet af en meget veloplagt Harry Andrews.

     

    Vellykket arbejde med skuespillerne

    Også Roy Kinnear og Max Adrian leverer fine birollepræstationer - på hver sin side af magtens skriveborde - i det hele taget fascineres man endnu engang over Sidney Lumets særdeles vellykkede arbejde med sine skuespillere. Der er meget sjældent nogle, der falder igennem.

     

    Storslået visuel elegance

    I Lumets samarbejde med den legendariske filmfotograf Freddie Young finder vi filmens nøgle til storslået visuel elegance. Ikke alene bærer filmen et signaturisk aftryk af stort kunstnerisk overskud - der er tilsvarende mange detaljer at gå på opdagelse i, fra de stærke nærbilleder til de fabelagtige indfangelser af London-stemninger.

     

    Tidstypisk lækker bossa nova

    Quincy Jones' underlægningsmusik slår tonen an allerede under de lækre og atypiske opening credits. Tidstypisk lækker bossa nova toner frem - en gennemgående stil, der flettes sammen med musik i filmens handling - og som kun sjældent stjæler opmærksomheden fra en scene.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1967, Storbritannien, Krimi, Drama, 115 min.

    Dansk titel: Telefon til afdøde
    Instr: Sidney Lumet Prod: Sidney Lumet Manus: Paul Dehn Baseret på: roman af John le Carré Foto: Freddie Young Klip: Thelma Connell Mus: Quincy Jones