The Fugitive Kind (1960)

Her tidligt i Sidney Lumets instruktør-løbebane (hans blot fjerde spillefilm - Lumet debuterede med det ikoniske retssalsdrama 12 Angry Men (1957)) er der tryk på atmosfæremætningen, så det reelt går under huden: "The Fugitive Kind" er en beundringsværdig teater-filmatisering, der netop undgår det teatralske og får hævet de skrå brædders forlæg til meget store højder.

Udsøgt underspil

Oplev 36-årige Marlon Brando i en udsøgt underspillet hovedrolle - som den mystiske, tiltrækkende fremmede Valentine Xavier, der en dag i øsende regnvejr banker på i en lille flække i Mississippi. Vi har i filmens raffinerede anslag fået en lille indføring i, at Xavier er lidt på kant med loven - og nu vil han tilsyneladede gerne rette op på sit liv.

Seksuelt frustreret

Snart finder han sig selv som meget løst tilknyttet assistent i forretningen hos den (seksuelt) dybt frustrerede, midaldrende Lady Torrance (en eminent Anna Magnani). Hun har en syg og vredladen mand liggende i sengen på første sal. Han banker i gulvet med sin stok, hver gang han vil have opmærksomhed.

Flakkende, grænsesøgende

Spørgsmålet er, om Xavier overhovedet er interesseret i Lady Torrance - eller nogen af de øvrige kvinder, der byder sig til. Der er nemlig også den unge rebel Carol Cutrere, hvis flakkende og grænsesøgende udstråling emmer af sex. Måske er Xavier bare på gennemrejse? Det burde ligge i hans natur.

Stoisk ro

Lumets iscenesættelse er præget af en stoisk ro som meget klog kontrast til det betændte og potentielt sprængfarlige drama. Boris Kaufmans udsøgt lækre sort/hvide fotografering sætter sig allerede i scene fra anslagets særpræg og anvender undervejs især eventyrlige vinklinger med gennemtænkt kunstneriske lyssætninger.

Balanceret dialog

Men det er ikke mindst i dialogen, at Lumet henter intensiteten. Kendt for sin forkærlighed for det talte ord i film, var Lumet virkelig en af de dygtige til at balancere dialogen med den øvrige formidling, så der på ingen måde går hverken speed talk eller Woody Allen i den.

Følt og indlevet

Det lykkes meget overbevisende at instruere skuespillerne ud over det teatralskes dørtærskel og ind i en meget følt og indlevet filmisk verden. Med Brandos nærmest hviskende elektricitet som bærende formidler og med både Anna Magnani og Joanne Woodward (som Carol) som elegante kvindelige modspillere til maskuliniteten.

Fritaget for underlægningsmusik

Victor Jory er helt ubetalelig som den svedende og ækle sengeliggende Jabe Torrance, ligesom R.G. Armstrong får rigtig meget styrke ud af en lille og egentlig overfladisk birolle som sheriffen. "The Fugitive Kind" er for størstedelens vedkommende helt fritaget for underlægningsmusik, hvilket i meget høj grad forstærker den hypnotiserende stemning - lige frem til det overraskende radikale klimaks.