Arctic (2018)

    En mand strandet i isørkenen efter et flystyrt må af sted gennem det ukendte for at have en chance for at blive fundet i live.


    VILJESTYRKE

    I al sin enkelhed meget virkningsfuldt overlevelse-i-vildmarken-drama, der sætter Mads Mikkelsen i centrum i en markant solo-præstation på kanten af verden. "Arctic" er ikke ude i noget ekstraordinært ærinde, men formidler den nordlige vildskab meget flot som dén nærved uovervindeligt ubarmhjerige kulisse, den er.

     

    Meget langt hjemmefra

    Efter at være styrtet ned midt i ingenting med en lille transportfly befinder Mikkelsens Overgård sig alene og meget langt hjemmefra. Filmen specificerer ikke lokaliteterne, men vi er bekendt med, at vi er på de nordlige breddegrader - ikke mindst som følge af filmens titel.

     

    En farefuld færd

    Overgård må af sted for at forfølge håbet om at komme nærmere civilisation - eller en duelig radioforbindelse, så han kan komme i kontakt med omverdenen. Da en helikopter styrter lige foran Overgård - sendt ud for at finde ham - har han snart en temmelig kvæstet kvindelig co-pilot på slæb (piloten dør under styrtet.)

     

    Mission overlevelse

    Mission overlevelse bliver pludselig langt mere anstrengende, og snart har en vintersulten isbjørn tilmed fået færten af dem. Det er ikke nogen dans på iskrystaller at begå sig mellem endeløst sneklædte bjerghorisonter, og kræfterne er ved at slippe op.

     

    Flot sammensmeltning

    Den ur-menneskelige overlevelses-instinktive fascinationskraft er "Arctic"s primære akse, og Mads Mikkelsen smelter flot sammen med de nærved håbløse omstændigheder - som sindbilledet på viljestyrke og fremdrift for enhver pris. Det er noget, der kan give selv den mest magelige sofa-eventyrer klamme håndflader.

     

    Hypnotiserende visuel rejse

    Vidunderligt smukt - og enkelt - optaget on location i Island er filmen en hypnotiserende visuel rejse, mere end noget andet. Plottets enkelhed er en anden styrke, for det er helt rigtigt set, at man ikke skal pøse mere på, end omstændighederne selv former: Overlevelsen driver spændingen!

     

    Sidste gran af modighed

    Hvad man ser for sig som en virkelig booster for filmens troværdighed er, hvis instruktør Joe Penna havde haft den sidste modighed i sin formidling: "Arctic" kunne for det første have været betagende meget mere dristig og jord/sne-nær, hvis underlægningsmusikken havde været udeladt.

     

    Åbenhed havde styrket

    Men også hen imod den tilspidsede slutning sidder man og håber på en åbenhed - en manglende afklaring, der ville have gjort filmoplevelsen mere stærk - i en sammensmeltning med omgivelserne, der er så uendeligt smukke.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2018, Island, Psykologisk drama, 97 min.

    Dansk titel: Arctic
    Instr: Joe Penna Prod: Noah C. Haeussner, Christopher Lemole, Tim Zajaros Manus: Joe Penna, Ryan Morrison Foto: Tómas Örn Tómasson Klip: Ryan Morrison Mus: Joseph Trapanese
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN-N - Golden Camera-nominering