Escape at Dannemora (2018)

Ben Stiller lykkes her pænt overbevisende i sit udspring som "seriøs" instruktør – han er bedre kendt som komiker og instruktør af komsiske film med sig selv som star, herunder Zoolander 1-2 og Tropic Thunder (2008) – i sidstnævnte er det tilmed lykkedes Stiller at fremelske en raffineret præstation af Tom Cruise!

Nøjsom planlægning

"Escape at Dannemora" er baseret på virkelige hændelser. I 2015 lykkedes det to fanger at undslippe Clinton-fængslet i New York – via meget raffineret og nøjsom planlægning og eksekvering. Det var dog aldrig gået, hvis ikke de havde fået omfattende hjælp af fængslets kvindelige systue-manager, som de begge manipulerer på det groveste for at få med på idéen.

Pondus og elegance

Mini-serien består af 8 knap timelange episoder, og miljøbeskrivelserne fra fængslet bliver hurtigt vanedannende. Der er mest pondus og elegance over de første 2-3 episoder, mens spændingen endnu opbygges. Bl.a. fordi der her ikke er nær så meget underlægningsmusik som senere i serien – og fordi skuespillet endnu ikke er forceret. Det bliver det senere (dog kun en anelse), især fra Benicio Del Toro, der spiller en af udbryderskurkene.

Glimt af meget højt niveau

Selve udbryderiet og den efterfølgende flugt over stok og sten har glimt af meget højt niveau, men drukner desværre i helt forfejlet udspartling på lydsiden: Masser af summe- og brummelyde og tilsvarende oceaner af musik. Ofte tværes mærkværdigt uvedkommende popsange ud over handlingen i scener, der kan vare i helt op til hele popsangens længde!

Lyden som kulisse

Det er markant ærgerligt, for prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når fortællestilen er helt neutral og med virkelighedens egne lyde som kulisse. Fx i de sidste episoder, hvor gutterne på flugt befinder sig langt oppe i bjergene, og man hører forårets fuglesang og vinden i baggrunden, samtidig med at en potentielt faretruende bil nærmer sig ad landevejen.

Elektrisk samspil

Samspillet mellem Del Toro og Paul Dano er i langt de fleste scener rigtig elektrisk, men fra midten og frem går der lidt for meget overdrev i Del Toros spil, mens Dano holder et flot niveau serien igennem. Den største præstation (og fortjent Golden Globe-vindende) står Patricia Arquette dog for i rollen som systuelederen Tilly, der er så bundløst frustreret, at hun samtidig er fuldkommen naiv.

Fascinerende fængsels-indramning

Flot fotograferet, fascinerende fængsels-indrammet og med en spændingskurve, der er på max volt helt fra begyndelsen. Det er herlig underholdning, der dog savner den sidste ladning mådehold og situationsfornemmelse for at havne højere oppe mellem stjernerne.