Touch of Evil (1958)

    I en mexicansk grænseby udspiller der sig et betændt drama med mord, kidnapning og politikorruption.


    HYPER-NOIR

    Da først den Hollywood-magtfulde skuespiler Charlton Heston havde betinget sig, at Orson Welles skulle instruere og spille en af de bærende roller i filmatiseringen af Whit Mastersons roman, skete der ting og sager. Welles fik drejet den betændte historie ind ad nogle æstetiserede sidegader, der gennem filmhistorien skulle vise sig at være stort set uden sidestykke.

     

    Udpræget noir-stil

    Hyldet af filmnørder og cineaster over hele verden for sin udprægede film noir-fortællestil fremstår "Touch of Evil" for rigtig mange som et tidsløst mesterværk. Welles' æstetik er nærmere hyper-noir, i det han bevidst overgør sine billeder, lyssætninger og kameravinkler, så det ind imellem grænser til det flamboyante.

     

    Et voldsomt drama

    I en lille mexicansk grænseby udspiller der sig et voldsomt drama, der begynder med en fatal bilbombe. Det er dette, som filmens meget berømte og tre minutter lange åbningssekvens bygger op til - i én lang scene uden klip, hvilket var værd at spidse øjne ad i 1958.

     

    I orkanens øje

    Som hovedpersoner i grænsedramaet finder vi det nygifte par Mike og Susan Vargas. De befinder sig snart i et orkanøje af mord, kidnapning og seriøs politikorruption, for da den korporlige (og drikfældige) politikaptajn Hank Quinlan ankommer, begynder der for alvor at ske meget bemærkelsesværdige ting og sager.

     

    Svedt usympatisk

    Med Quinlan træder Orson Welles selv ind på scenen, i en præstation, der hører til hans allermest mindeværdige. Ud over fedme ad naturam blev Welles udstyret med en ekstra stor næse - for at gøre det svedt usympatiske ansigt endnu mere afskyvækkende.

     

    Vægten balanceres

    "Touch of Evil" har brug for en præstation af Welles' kaliber. Uden den kunne filmoplevelsen nemt være tippet for meget mod grøften, hvor den rendyrkede æstetisering (form over indhold) var blevet alt for meget. Med Quinlan-karakteren som fikspunkt fylder plottet mere, og vægten balanceres.

     

    Konstante sovekammerøjne

    Janet Leigh er sexsymbolsk (småkedelig), ligesom Charlton Heston ikke er ret troværdig (som mexicaner!). Bedst blandt birollerne lykkes Marlene Dietrich med sine konstante prostituerede soverkammerøjne.

     

    Typisk Welles

    I ørvigt er det glædeligt, at musikunderlægningen i lange perioder er fravalgt: Her står scenerne i al deres magnifikke sort/hvide vælde enormt styrket - helt frem til det spektakulære og typisk Welles'ske klimaks.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1958, USA, Krimi, Drama, 95 min.

    Dansk titel: Politiets blinde øje
    Instr: Orson Welles Prod: Albert Zugsmith Manus: Orson Welles Baseret på: roman af Whit Masterson Foto: Russell Metty Klip: Aaron Stell, Virgil W. Vogel Mus: Henry Mancini