The Jerk (1979)

Vaskeægte Steve Martin-solofarce, hvor komikeren på alle måder er kørt i stilling som dåren Navin, der tror, at han er sort (han er jo opvokset i en stor, sort familie i St. Louis). Han rejser ud i verden som voksen, og en dag bliver han mægtig rig - som opfinder af en helt særlig brilleklemme.

Steve Martin folder sig ud

"The Jerk" har visse komiske "højdepunkter", hvor Steve Martin rigtig folder sig ud. Men der er absolut alt for langt imellem de kluklatterfrembringende scener, og det meste af farcen er rendyrket plat-tumpet - og uden bid i lagkagekomikken. 

Tiltrængt farve

Senhalvfjerdser-tidsbilledet er dog helt reelt og er med til at tilføre tiltrængt farve. Det er værd at trække på smilebåndet ad, og sammenlagt med den omtalte håndfuld pudsige indfald falder "The Jerk" aldrig decideret på gulvet. 

Outreret og syret

Den outrerede og syrede humor har helt sikkert sit eget grænsesøgende publikum, og med en ung Steve Martin - der virker helt ustoppeligt energisk i sin indlevelse i dårerollen - er der energi nok til ægte fans til at forme lidt af en genreklassiker.

Endnu en signaturrolle

Bernadette Peters udfylder endnu en signaturrolle som ikke ret kvik - og tilmed forelsket - ungmø. Sjovest på birollelisten er M. Emmet Walsh som en bedsteborger, der pludselig går amok med en riffel - og så dukker instruktøren Carl Reiner op på tv i filmen - som sig selv.

Genre-klukleende musik

Jack Elliotts typisk genre-klukleende underlægningsmusik bliver ikke en klods om benet, men er til gengæld helt efter bogen.