Vie sauvage (2014)

    En mor tager sine tre sønner under armen og forlader sin mand. Men han vender tilbage og kidnapper de to af dem og tager dem med ud i vildnisset.


    TRYLLEBINDENDE

    Smukt og afbalanceret: "Vie sauvage" filer de skarpe kanter af livet og former en filmoplevelse på naturens og hvilepulsens præmisser, samtidig med at den har en fremdrift båret af substantiel spænding.

    Forbilledeligt studie
    Den første time af filmen er et forbilledligt studie i skønhed og ægthed, hvor to sagesløse drenge oplever en voksenverden uden mening og havner med deres far i vildmarken.

    Mesterlig iscenesættelse
    Filmen er efter det dramatiske anslag hér så smuk og poetisk, at man kniber sig selv i armen med vejrtrækning helt ned i maven: Cédric Kahns iscenesættelse er ganske enkelt mesterlig.

    Poetisk snit
    Da filmen er baseret på virkelige begivenheder, må den dramatiske kidnapningshistorie nødvendigvis spille en central rolle, og en smule af det poetiske snit ryger med udviklingen i takt med, at drengene vokser sig halvvoksne, og tilværelsen i naturen får en afslutning.

    Favntag med livet
    Yves Capes fotografering indfanger mængder af små detaljer i særligt drengenes favntag med livet og naturen: følelsesregistret, en barnlig undren, mødet med det frie liv.

    Hudløst ærligt
    Og dette er understøttet af et hudløst ærligt lydbillede, der aldrig forfalder til konstruktionsarbejde: på naturens egne præmisser og kun ganske sjældent og velovervejet underkastet hjerteskærende smuk klassisk underlægningsmusik: Chopins arrangement af Mozart for klaver og orkester.

    Nærvær
    Perspektivet er nærværets, bredformatet indrammer naturen, som bymennesker aldrig oplever den, og hele tiden emmer denne spænding af, om far og sønner nu bliver opdaget af politiet - for kidnapningen er jo helt reel.

    Ufarvet oplevelse
    Det er hér en klar fordel, at historien ikke lægger op til, at tilskueren tager parti - andet end drengens. Vi ved ikke, om det er far eller mor, der er "den onde", så filmoplevelsen er aldrig farvet.

    Stærkt & nuanceret
    Stærkt og nuanceret skuespil præger hele filmen. Mathieu Kassovitz er overbevisende som den determinerede far, mens særligt de små drenge er fund af en anden verden.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2014, Belgien, Frankrig, Psykologisk drama, Børn på film, 102 min.

    Dansk titel: Wild Life
    Instr: Cédric Kahn Prod: Kristina Larsen Manus: Cédric Kahn Baseret på: bog af Okwari Fortin, Shahi´Yena Fortin & Xavier Fortin Foto: Yves Cape Klip: Simon Jacquet Mus: Mathias Duplessy