Hendes store aften (1954)

    En ensom københavnerkvinde med lavt selvværd kapres af en rigmand på nytårsaften og falder prompte for hans rundhåndede charme.


    KÆRLIGHEDEN STRÅLER

    Teknisk gennemarbejdet, velskrevet, velspillet og overmåde smukt fotograferet kærlighedsdrama. Annelise Reenbergs "Hendes store aften" er en champagnebrusende perle, der løfter sig op i højderne og fanger filmlysets prismer.

    Reichhardt som han er bedst
    Det er i melankolsk og romantisk funderede film som denne, at særligt Poul Reichhardt viser sit store værd. Hans præstation som den potentielt Pretty Woman-lignende rigmand, John Bagger, hører i lighed med Soldaten og Jenny (1947) til blandt karrierens bedste.

    Indledende ord til eftertanke
    Reenberg skriver i filmens program et par indledende ord til eftertanke: Stå en morgen ved halvni-tiden på Rådhuspladsen, - Langebro, - Knippelsbro eller Dronning Louises Bro og se på den sværm af unge piger, der haster mod byens centrum for at passe dagens gerning, - og tænk så over, at hver eneste én af dem har sin egen lille historie at fortælle, - - sit eget lille romantiske eventyr at berette, - - oplevet! - måske for måneder siden, men alligevel stadigt centrum i ledige øjeblikkes vågne drømme. -

    Strålende melankoli
    Melankolien stråler allerede hér. Der er et muligt eventyr gemt i enhver (kvinde)skæbne, og i filmen er det Helle Virkners ensomme ekspeditrice Marianne Friis, der bærer på en masse uforløste drømme. Hun har mere eller mindre afskrevet romantikken og de dybe venskaber, og livet går sin grå og kedelige gang.

    Ingen empati
    Hun bor på kvisten i en ældre københavnerbebyggelse og trasker hver dag på arbejde i den fisefornemme dametøjsforretning, Chez Madame, hvor Karin Nellemoses ejer ikke skeler til empati i forholdet til sine ansatte.

    Charmerende verdensborger
    Da Marianne nytårsaften stille græder ensomheden ind i butikslukningen, bliver hun overrasket af den sene kunde, John Bagger. Han er en charmerende verdensborger på gennemrejse og ser straks alle tænkelige potentialer i den forstemte unge kvinde.

    Forført for en aften
    Han har penge nok - "måske for mange," som han siger, og Marianne er efter korte moralske skrupler og en udtalt selvundervurdering klar til at lade sig forføre for en aften. John køber hende forretningens smukkeste kjole, smykker og dametaske, og nu kan de to tage til nytårstaffel på Restaurant Nimb.

    Kærligheden stråler
    På restauranten, hvor omtrent en tredjedel af handlingen udspiller sig (Saga endte med at leje lokalerne i en hel måned), stråler Marianne i sit nye outfit, og kærligheden overstråler for en stund ensomheden - vel vidende dog, at John allerede morgenen efter skal rejse videre.

    Bittersødt eftertænksomt
    Da det et stykke inde i filmen viser sig, at John måske ikke helt er den, han udgiver sig for at være, vækker det mange både bittersøde og eftertænksomme miner hos Marianne. Men mon ikke kærligheden alligevel sejrer i sidste ende.

    Nærvær & ægthed
    Reenbergs iscenesættelse indfanger og indkapsler en københavnerstemning præget af nærvær og ægthed i alle detaljer malet med både bred og smal pensel. Helt fra det meget smukt belyste anslag, hvor christianshavnerbylivet glider sagte forbi til tonerne af et af Sven Gyldmarks mere vellykkede hovedtemaer.

    Elektrisk intensitet
    Det er kærligheden til filmen og dens kunstneriske muligheder, der skinner igennem i både teknisk udførelse og skuespil. Man mærker intensiteten som en elektricitet, en gennemgående energi, der ikke slipper før sidste scene.

    Den fuldendte askepot-drøm
    Så pyt med de åbenlyst banale intriger, der stikker hovedet frem og vanskeliggør den fuldendte askepot-drøm. Følelsen af at bevidne et af de klart bedste danske romantiske drakmer lader sig i hvert fald ikke fornægte.

    Skuespillernes indlevelse
    Ud over det fænomenalt smukke samspil mellem Reichhardt og Virkner glæder man sig over den store indlevelse også i filmens biroller: Johannes Meyers elskelige vicevært, Karin Nellemoses bitch af en intrigant forretningsbestyrer, og hendes mand Hr. Poul, spillet med udpræget elegance af Bodil-vindende Angelo Bruun.

    Lunken modtagelse
    Filmen blev overraskende lunkent modtaget af samtidens anmelderkorps. Blandt de positive bemærkninger lød det dog: "En fuldtræffer om smuk kærlighed", "God dansk film", "Annelise Reenbergs særkende som filmkunstner er en meget levende, let ironisk krydret, lyrisk situationsfornemmelse, som hun vel undertiden dvæler lidt rigeligt i, men som hun gennemgående benytter med mere smag og opfindsomhed, end vi er vant til herhjemme."

    Negative toner stjal billedet
    Men de negative toner stjal alligevel billedet: "[Manuskriptforfatter] John Olsen har endnu engang demonstreret sin dybe respekt for det store publikums smag, men det er hans film ikke blevet bedre af", "Bævrende af sentimentalitet", "Naiv og forloren dansk kærlighedsfilm", "Hjertevarm banalitet med en yndig kvinde", "Ak, de skønne spildte kræfter", "Askepot, som Morten Korch ikke kunne have gjort bedre", "Udpræget hastværksarbejde - en banal kop the med en strålende præstation af Helle Virkner som omtrent det eneste positive" og "Dansk film i mellemklassen."



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1954, Danmark, Romantik, Drama, 97 min.

    Dansk titel: Hendes store aften
    Instr: Annelise Reenberg Prod: Poul Bang Manus: John Olsen, Annelise Reenberg Foto: Kjeld Arnholtz Klip: Anker Sørensen Mus: Sven Gyldmark
    Priser
    • BD - Bedste birolleskuespiller (Bruun)