Sulla mia pelle (2018)

Ingen lyspunkter i en film baseret på virkelige italienske hændelser: Den unge Stefano Cucchi er lidt på kant med loven og bliver grebet af politiet med hash på lommerne. En dommer beslutter, at han skal varetægtsfængsles - og Stefanos familie får absolut intet at vide om hans tilstand.

Hurtigt ned ad bakke

Hvad publikum følger minutiøst er Stefanos absurd forslåede krop - han blev gennembanket ved anholdelsen - han kan stort set ikke røre sig for smerter og vil samtidig ikke modtage behandling af de strikse fængselshospitalslæger. Det kan kun gå én vej, og det er hurtigt ned ad bakke.

Hudafskrabende gru

"Sulla mia pelle" er i al sin hudafskrabende gru sympatisk enkelt formidlet. Den fysiske og psykiske deroute taler sit helt eget sprog, og på nær en del ærgerligt forplumrende musik er instruktør Alessio Cremoninis kunstneriske valg beundringsværdigt skærende ind til benet.

Tab af saft, kraft og liv

Det bliver mere og mere ynkeligt, efterhånden som Stefano går sin sikre (selv)død i møde, men samtidig er der ikke langt til sympati for hans tilstand og valg, hvor absurd det hele end forekommer. Tabet af saft, kraft og liv bliver nærmest fysisk nærværende i Alessandro Borghis flotte hovedrollepræstation - og i filmens formidling som hele.

Altomsluttende formørket

Altomsluttende formørket driver håbløsheden ned ad de grå og kolde fængselsmure, og der er ingen, der tager ansvar for Stafano - han får lov at køre sig selv i sænk i en slags passivt assisteret selvmord. Det er barske løjer i en sag, der forståeligt nok har optaget italienerne en hel del.