I figli della notte (2016)

    En teenager ankommer til en kostskole, hvor det er svært at tilpasse sig. Heldigvis bliver han venner med en rebelsk jævnaldrende.


    FORM OVER INDHOLD

    Barnebarnet til mesterinstruktøren Vittorio De Sica spillefilmsdebuterer her som instruktør. Med "I figli della notte" fører Andrea De Sica så absolut ad helt andre stier end de neo-realistiske, og resultatet af hans farvestrålende ungdomsfilm er alt andet end forførende.

     

    Mørke sider

    17-årige Giulio sendes på en art kostskole af sine forældre. Han har meget svært ved at tilpasse sig de strenge forhold, men finder heldigvis sammen med rebellen Edoardo. Sammen finder de to smuthullerne i skolens hverdag - og erfarer, at de en aften om ugen kan snige sig hjemmefra og forfølge mørke sider af sig selv på et nærliggende strip- og sexsted.

     

    Fokuseret på form

    Fortællestilen er hos De Sica junior meget fokuseret på form og mindre på indhold. Lyddesignet er nærved konstant skruet op til utålelige højder med mystiske brumme- og snurrelyde som forstærkelse af de tilsvarende og i stigende grad mystiske begivenheder.

     

    Alt for meget støj

    Instruktørens egen musik bidrager yderligere med alt for meget støj til den i forvejen larmende fortælling, og støjen går igen på billedsiden: Her er der malet med meget bred pensel i et ambitiøst, men tilsvarende semi-prætentiøst snit med masser af sære belysninger og kreative kamerabevægelser.

     

    Ingen identifikation

    Det er således nærved umuligt at finde ind bag facaden. Der opstår ingen identifikation med de to teenagere i hovedrollerne, og birollegalleriet centrerer sig tamt om diverse lærere og sexkillinger, der krydser de unge mænds vej.

     

    Mystiske ambitioner

    De mystiske ambitioner i fortællingen leder tankerne hen imod mulige forbilleder som Atom Egoyan og David Lynch, men uden de nødvendige kvaliteter til at brænde igennem ud over i få stemningsmættet interessante scener.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2016, Italien, Belgien, Drama, Mystik, Teenagere, 79 min.

    Dansk titel: Children of the Night
    Instr: Andrea De Sica Prod: Marta Donzelli, Gregorio Paonessa Manus: Andrea De Sica, Mariano Di Nardo, Gloria Malatesta Foto: Stefano Falivene Klip: Alberto Masi Mus: Andrea De Sica
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation