Il Portiere di notte (1974)

    En tidligere kvindelig kz-fange møder ved et tilfælde sin SS-mishandler 12 år efter krigen.


    KUNSTIGT BEFRUGTET

    Kunstigt befrugtet erotisk kultdrama, der kredser flyvsk og gumpetungt om et post-nazistisk tema, hvor en tidligere kvindelig kz-fange ved et tilfælde møder sin SS-mishandler 12 år efter krigen.

    Sensationelt
    Det kunne have været intenst og fuld af spænding, men instruktør og manuskriptforfatter Liliana Cavani forfalder hurtigt til det sensationelle og overdrevne, og filmen knækker snart efter en ellers lovende start.

    Øjnene galt i halsen
    12 år efter 2. verdenskrig er den endnu unge Lucia med sin mand på et hotel i Wien, men hun får snart øjnene galt i halsen, da hun i hotelportieren genkender den SS-mand, der i sin tid mishandlede hende seksuelt i en kz-lejr.

    Nysgerrig kredsen
    Herefter kredser de to nysgerrigt om hinanden. SS-manden Max er hunderæd for, at Lucia vil vidne i den forestående retssag mod ham, mens Lucia sender tiltagende erotiske blikke. Det viser sig nemlig, at de begge har meget mere sadomasochistisk blod i årerne, og det gamle "forhold" genoptages.

    Kontroversielt & søgt
    Et kontroversielt men også drivende søgt plot, der efterhånden bliver lige til at skylle ud i afløbet. I filmens første lille time er der ellers en herlig tavs intensitet i Dirk Bogardes afmålte portræt af eks-SS’eren Max.

    Hverken eller
    Charlotte Rampling udgør en mærkeligt hverken-eller-figur, der både er sexkilling og forsagt nervevrag, en kombination der bliver tiltagende frastødende, i takt med at filmen tager sine utroværdige nazisploitation-drejninger.

    Bogarde er glimrende
    Dirk Bogarde forbliver sammenhængskraften filmen igennem, ligesom det er en højnelse for filmoplevelsen, at lydsiden er relativt skrabet og fritaget for voldsomme blokke af underlægningsmusik.

    Uklædeligt slibrigt
    Krydsklipningen mellem før (kz-lejren) og nu (hotellet i Wien) fungerer klodset og dekadent, i det fortidens små og store synder er klædt i det uklædeligt slibrige.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1974, Italien, Drama, Romantik, 118 min.

    Dansk titel: Natportieren
    Instr: Liliana Cavani Prod: Esa De Simone, Robert Gordon Edwards Manus: Liliana Cavani, Italo Moscati, Barbara Alberti, Amedeo Pagani Foto: Alfio Contini Klip: Franco Arcalli Mus: Daniele Paris
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation