A Quiet Place (2018)

    I en postapokalyptisk fremtid har en familie lært sig, at de skal holde kæft. Et effektivt monster hersker over Jorden, og det reagerer på lyd.


    SKARP HØRELSE

    I en film, der i dén grad centrerer sin handling om stilhed, er det påfaldende, så meget lyd og musik, man har valgt at dynge den i. "A Quiet Place" har ellers alle muligheder for at udnytte stilheden som effekt i en gyser, hvis grundtema alene kan få de flestes små hår til at rejse sig.

     

    Skarp hørelse

    I en ikke så fjern fremtid hersker en nådesløs monstertype over Jorden. Monstret kan ikke se, til gengæld er hørelsen ualmindelig skarp. Det har familien Abbott lært at tackle - kunsten er ikke at fremnbringe en lyd! Så længe de tier stille, kan de være i fred. Men det dér med at holde kæft hele tiden er ikke helt let.

     

    Godt fundet på

    Godt fundet på og i nogle henseender kvikt og effektfuldt formidlet. "A Quiet Place" har scener og stemninger af isnende uhygge, når der fx spilles på universalfrygten, som når et monster er på vej ned i kælderen for at forfølge en lyd - der meget vel kunne være fru Abbotts nyfødte baby, som jo i sagens natur har svært ved at tie.

     

    Stilheden for larmende?

    Dialog er der selvsagt ikke meget af i filmen - og det er, som om man har været bange for, at stilheden skulle blive for larmende. I hvert fald toner ret hurtigt en meget stemnings-forstærkende underlægningsmusik af Marco Beltrami frem: Den fortæller os, hvornår der er virkelig grund til at være bange, og hvornår der er en pause i grufuldhederne.

     

    Flot visuelt udtryk

    Filmen er utrolig flot i sit visuelle udtryk, der "hylder" postapokalypsens Palle alene i verden-æstetik - fotograferet af danske Charlotte Bruus Christensen. Det er svært ikke at blive rigtig godt og grundigt grebet af gysen og gruen undervejs, men ærgrelsen over filmens overfortælling er med hele vejen igennem.

     

    Vandet er gået, monstret er kommet

    John Krasinski, der også er filmens instruktør, yder en fin hovedrollepræstation som faderen, der vil gå gennem ild og vand for sin familie - og Emily Blunt er i perioder funklende, når det spidser til (særligt da vandet er gået, og monstret er kommet!)



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2018, USA, Gyser, Thriller, Science Fiction, Børn på film, 90 min.

    Dansk titel: A Quiet Place
    Instr: John Krasinski Prod: Michael Bay, Andrew Form, Brad Fuller Manus: Bryan Woods, Scott Beck, John Krasinski Foto: Charlotte Bruus Christensen Klip: Christopher Tellefsen Mus: Marco Beltrami
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation