Sagolandet (1988)

    Filminstruktøren Jan Troell filmer udsnit af tidsånden i Sverige i 1980'erne i forbindelse med fødslen af datteren Johanna.


    NÆRHED & DISTANCE

    Tre dokumentariske timer i selskab med 1980'ernes Sverige kan synes som en tung svingom, og Jan Troells vægtige dokumentarfilm blev da også mødt med stor producent-skepsis, da projektet så dagens lys i 1988.

     

    Et år i biografen

    Men at der var et behov hos svenskerne for en (ualmindelig dygtigt sammenstykket) filmisk samfundsindramning blev klart bevist ved, at filmen gik over et år i biografen i Stockholm og Göteborg.

     

    Store spørgsmål

    Troells "Sagolandet" sætter sig for at undersøge, hvad det vil sige at være svensker i 1980'erne. For at få svar på dét store spørgsmål, interviewer han en lang række menige landsfæller og ser nærmere på deres yrke, dagligdag, familieliv eller politiske holdning.

     

    En rød tråd

    Temaerne er mange og stikker i talrige retninger, men Troells håndtering af stoffet er bundet sammen af en beundringsværdig rød tråd - og en sælsom lyrik i de egne 16mm-optagelser af Sverige på både godt og ondt.

     

    Meget at lære

    Moralen i historien "Sagolandet" er utvivlsomt, at Sverige anno 1988 har uendelig meget at lære om nærhed, medmenneskelighed, dyrevelfærd og miljø. Er Sverige overhovedet et godt sted at leve og en værdig ramme for spæde Johanna? Næppe fuldt og helt!

     

    Tidløs

    Selvom dokumentaren selvfølgelig er udpræget 80'er-tematisk, er de fleste af temaerne ligeså aktuelle i dag. Det gør Troells film tankevækkende tidløs - og trods de enorme (elektroniske) udviklinger de sidste 30 år, står samfundet stadig langt tilbage på de fleste af de områder, filmen beskriver.

     

    Blandet-landhandel-idyl

    Fine perspektiveringer på samfunds-udfordringerne opstår i Troells indfangelse af en blandet-landhandel-idyl, flere gange nærmest Kieslowski'sk bittersødt med fx ghetto-højhuse som baggrund for en smuk valmuemark. En formodentlig bevidst grim elektro-forvrænget underlægningsmusik følger mange af scenerne.

     

    Eksistentielt bindeled

    Som bindeled mellem de store eksistentielle temaer bruger Troell den eksistentiel-humanistiske psykolog Rollo May, der på engelsk forsøger at sætte livet i relief. Endnu et fascinerende valg i en dokumentarfilm, der vil vedblive at fascinere.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1988, Sverige, Dokumentar, 185 min.

    Dansk titel: Eventyrlandet
    Instr: Jan Troell Prod: Bengt Linné, Göran Setterberg Manus: Jan Troell Foto: Jan Troell Klip: Jan Troell Mus: Tom Wolgers
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - Interfilm Award - Honorable Mention