Autobiografia lui Nicolae Ceaușescu (2010)

    Sjældne vidnesbyrd på rumæniens kommunistiske leder gennem mange år, Nicolae Ceaușescu.


    DIKTATORS VILJE

    Andrei Ujicas tre timer lange dokumentarfilm er enestående i sin tilgang til Nicolae Ceaușescu. Vi er nemlig hverken underlagt prologisk indføring, fortællerstemme eller musik af nævneværdig karakter. Historien fortæller sig selv - og der er kød nok på de unikke arkivoptagelser til at gøre tilskueren stakåndet.

     

    Aparte diktator

    Historien starter med Nicolae Ceaușescus indtræden i rumænsk politik. Herefter følger vi hans vej til den reelle magt, og samfundet omkring ham sætter begivenhederne i dét aparte og diktatoriske perspektiv, der gør tilfældet Ceaușescu så interessant.

     

    Grundigt indblik

    Mest af alt får man et grundigt indblik i, hvilken type taler han var. Fra talerstolene talte han igen og igen kejtet oplæsende til styret og folket - nogen dygtig formidler blev han aldrig. Noget af det skyldtes, at han stammede.

     

    Rytmiske klapsalver

    Folket "tilbad" ham med store optog og rytmiske klapsalver - indtil den velkendt bestialske afslutning på det hele - noget, filmen i øvrigt meget spidsfindigt kun antyder. I mellemtiden havde Nicolae Ceaușescu været på talrige statsbesøg over det meste af verden og havde modtaget tilsvarende mange fine gæster i Rumænien.

     

    Glamourøse statsbesøg

    Filmen følger mange af disse glamourøse statsbesøg: USA, Storbritannien, Kina, Nordkorea, Frankrig. Altid er han lige kejtet, Ceaușescu, og med den trofaste Elena ved sin side. Dokumentaren vinder på sin minutiøse grundighed, men også på de mange "ukendte" optagelser.

     

    Helt uden lyd..

    Ofte formidles arkivfilmen helt uden lyd. Måske hører vi lyden af knitrende film i baggrunden, men ellers er "de gamle dage" helt overladt til tilskueren - et rigtig fornemt virkemiddel. Kun yderst pletvis dukker umotiveret underlægningsmusik op.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2010, Rumænien, Tyskland, Dokumentar, Biografi, 180 min.

    Dansk titel: The Autobiography of Nicolae Ceaușescu
    Instr: Andrei Ujica Prod: Velvet Moraru Manus: Andrei Ujica Klip: Dana Bunescu
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CPH - CPH:DOX Award - Honorable Mention
    • CPH - CPH:DOX Award-nominering