Sørensen og Rasmussen (1940)

    En kammerjunker og hans frue får fint besøg af kongen og hans kone. Men kammerjunkerfruen vil ikke, så tjenestepigen træder til.


    EN DANSK ENER

    Med rette udråbt som et af de bedste danske lystspil gennem tiderne, står Emanuel Gregers' "Sørensen og Rasmussen" den dag i dag både frisk, fyrig og uforglemmelig. Med islæt af både alvor, humor, lune og historisk vingesus er filmen en ener og et must see i den vældige park af danske film.

     

    Let- og vægtløshed

    Ikke alene båret af følt og finurligt skuespil af særligt hovedrolleindehaverne, men også formidlet uden hverken sødsuppe eller store armbevægelser. Der er en lethed og vægtløshed over Gregers' iscenesættelse. Da filmen blev optaget, var han gift med den ene hovedrolleindehaver, Bodil Ipsen, mens den anden, Marguerite Viby, var hans ekskone.

     

    Charme og mørk melankoli

    Netop Viby og Ipsen som henholdsvis Sørensen og Rasmussen er særdeles i deres es, på hver deres meget forskellige måde. Bedst - og med mest bund - er utvivlsomt Ipsen, hvis præstation er lige dele umiddelbar charme og mørk melankoli. Men Vibys tjenestepige i forklædning hører også til blandt stjernens bedste og mest balancerede roller.

     

    Modstand mod grevinden

    Da det forlyder, at kong Frederik VII med sin kone, Grevinde Danner, er på vej i hestevogn til kammerjunker Parsberg med kones gård, går fruen i baglås, Hun vil under ingen omstændigheder mødes med Danner, som hun anser for alt andet end en gæv kvinde (fordi Danner grundlæggende er den jævne Rasmussen, der er kommet "sovende" til jobbet som kongefrue.)

     

    Charmerende værtinde

    Men kammerjunkergården kan jo ikke afvise så fint et besøg, så for at det hele ikke skal gå op i hat og briller, klæder tjenestepigen Sørensen sig ud som fruen og agerer nu charmerende værtinde - et trick, der virker, men som også er en farlig leg med magtfulde menneskers tillid.

     

    En tung hemmelighed

    Det kan jo næppe blive ved med at gå godt at bevare dén hemmelighed, og så er det med at få grebet boldene, mens de endnu spinner - og her viser den livskloge grevinde Danner, alias fru Rasmussen, sig fra sin livskloge side - selvom hun og kongen faktisk er blevet holdt for nar.

     

    Brede smil

    "Sørensen og Rasmussen" vækker brede smil hos tilskueren, fordi den er så let, enkel og elegant. Her er ingen slagsider mod det prætentiøse, og det historisk-royale snit er veloplagt skrevet og formidlet. Her skal Valdemar Møllers præstation som Frederik VII også fremhæves: Herligt underspillet, lunefuldt og uforudsigeligt.

     

    Funklende biroller

    I mindre biroller funkler især Peter Malberg som kongens sadelknægt, Anders. Han har helt styr på sin herre og fylder således flasken med vand til anden ombæring, så beruselsen kan begrænses. Og Agnes Rehni er skøn som baronesse Beate von Eckerts, især i filmens start.

     

    Stemningsmættede sange

    Et par stemningsmættede sange bliver det også til. Bedst er Bodil Ipsens vise, der sætter hendes rolle som kongefrue i bittert perspektiv. Herudover gør Kai Normann Andersens behageligt lidt væsen af sig.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018