Motorvej på sengekanten (1972)

    Gennem den lille landsby Syvhuse planlægger trafikministeren at anlægge en motorvej. Men før det kan lykkes, skal hans sekretær praktisk talt kneppe alle sognerådets kvindelige medlemmer.


    LIDERLIGHED PÅ HJUL

    Sammenhængende film:

    Mazurka på sengekanten (1970)

    Tandlæge på sengekanten (1971)

    Rektor på sengekanten (1972)

    Motorvej på sengekanten (1972)

    Romantik på sengekanten (1973)

    Der må være en sengekant (1975)

    Hopla på sengekanten (1976)

    Sømænd på sengekanten (1976)

     

    Den fjerde film i Sengekants-oktanten er blandt de helt igennem uskyldige og nærved familievenligt folkekomiske. "Motorvej på sengekanten" viser babs, nutte og Søren Strømbergs slappe diller - herudover er det "frække" begrænset til en række samlejer uden nærbilleder i sommerlandskabet.

     

    Store planer

    Karl Steggers trafikminister har store planer om at anlægge en motorvej gennem den idylliske lille landsby, Syvhuse. Det er der ikke bred opbakning til lokalt, men ministeren har alle tiders løsning i ærmet: Han sender sin sekretær, Søren Strømbergs Martin Ludvigsen, af sted med chauffør. Hvis han kan få kørt budskabet ind - sådan rent nedreregionelt - på landsbyens rent kvindebesatte sogneråd, lykkes det nok at få dem overtalt.

     

    Sekretær-diller

    Men  dumme er sognerådskvinderne alligevel ikke. Tværtimod lykkes det dem både at få sekretær-diller og at få deres vilje. Og når der nu er så dejligt i Syvhuse, ville det da også være helt oplagt at lægge motorvejen lige udenom i stedet...

     

    Passable øjeblikke

    "Motorvej på sengekanten" har passable øjeblikke som meget tidstypisk standard-genrefilm. Der er idyl på drengen, men skuespillet er kørt helt ud i den særlige sengekants-stil, der tangerer det manierede. Ole Søltoft var faktisk på orlov med stress, så det er Søren Strømberg, der denne gang indtager førsteelskerrollen.

     

    Kejtede stereotyper

    Helt efter bogen er der masser af etablerede skuespillere på birollelisten: Paul Hagen, Axel Strøbye, Arthur Jensen, Karl Stegger - alle kejtede stereotyper, der vimser rundt i god afstand fra det potentielt nøgne. Ulf Pilgaard gør en overdreven overspillet komisk figur som landmåler, mens Ole Montys landsbybums Lars hører til blandt filmens mere vellykkede præstationer. Masser af dejlige-damer-musik af genrespecialisten Ole Høyer sørger for den helt rigtige lumre stemning filmen igennem.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018