Bolettes Brudefærd (1938)

    Syersken i en lille landsby gør sig upopulær, fordi hun siger, hvad hun mener. Sognerådets gnavne medlemmer mener at have en skudsikker plan.


    STJERNE-KOMEDIE

    Her er vi vidner til en perle i den store samlede mængde danske "folke"komedier. "Bolettes Brudefærd" er intet mindre end funklende udi alle facetter, og det er svært ikke at smile fra øre til øre i mødet med Bodil Ipsen, Peter Malberg og landsbyidyllen anno 1938.

     

    Siger, hvad hun mener

    Bodil Ipsens Bolette Jensen er den lokale syerske, der har et forsmået kærligehedforhold i bagagen. Det erfarer vi, da hun fremfører Kai Normann Andersens rørende vise "Der var engang". Bolette siger, hvad hun mener, og det er bestemt ikke noget, de lokale sognebørn bryder sig om.

     

    Ud af sognet

    Særligt ikke sognerådet med Peter Nielsens tyk-gnavne formand Peter Enevoldsen i spidsen. Så de udtænker en plan, der skal få Bolette ud af byen: Ved at love hønsekræmmeren Morten Madsen 650 kr., hvis han kan overtale Bolette til at gifte sig med ham og flytte ud af sognet - og helst amtet!

     

    Ubehjælpsomme tilnærmelser

    Snart gør Peter Malbergs hønsekræmmer ubehjælpsomme tilnærmelser - i første gang for pengenes skyld. Men det skal snart vise sig, at det slår gnister mellem det umiddelbart umage par, og dén havde hverken de selv eller sognerådet set komme.

     

    Ingen hæmninger

    Bodil Ipsens hovedrollepræstation er blottet for enhver konformitet udi spillestil og tids-etikette. Der er ingen hæmninger, og formidlingen af syersken med egne meninger er fuldendt sympatisk og frigjort. Peter Malbergs forhutlede og evigglade hønsekræmmer er bare ikke til at stå for. Nuttet er et ord, der falder umiddelbart for.

     

    Stjernestunder

    Som sognerådsformanden er Peter Nielsen helt i sit es - både i de gnavne og bedrevidende scener, men så sandelig også, da Bolette får ham blødt op med to nyfødte babyer - en på hver en arm. Og i flere små biroller er der stjernestunder til bl.a. Petrine Sonne og Sigurd Langberg.

     

    Fint balanceret

    Den meget fint balancerede indfangelse af landsbyidyllen præges i høj grad af filmfotograf Valdemar Christensens blik for atmosfæreskabende vinkler og stemninger. Kai Normann Andersens musik gør helt klædeligt ikke meget væsen af sig, og de to sange er begge præget af ægthed og charme, helt i tråd med filmens generelle gnist.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018