Præsten i Vejlby (1972)

Filmatiseringer af Steen Steensen Blichers novelle:

Præsten i Vejlby (1922)

Præsten i Vejlby (1931)

Præsten i Vejlby (1960)

Præsten i Vejlby (1972)

Dansk films tredje bud på en fortolkning af Steen Steensen Blichers novelle, denne gang omskrevet til delvis ukendelighed, i det præsten er gjort udelukkende usympatisk - i hvert fald i filmens begyndelse. Det var i 1931 at George Schnéevoigt fortolkede novellen med Henrik Malberg i titelrollen, og det var samtidig den første danske tonefilm.

Ingen helstøbt filmoplevelse

1972-opdateringen er ikke nogen helstøbt filmoplevelse. Generelt lider fortællestilen under alt for mange spring i stil og stemning, og det visuelle udtryk tangerer tv-filmens. Men der opstår, lidt ud af det blå, scener af stor intensitet, og det er disse øjeblikke, som filmen lever højt på.

Aldrig i godt humør

I starten af 1600-tallet hersker Karl Steggers tykke præst Søren Jensen Quist i sit sogn, aldrig i godt humør, men til gengæld altid kommanderende. I arrigskab slår han sin gårdskarl i hovedet med en skovl, og selvom præsten har set ham løbe levende fra stedet, bliver denne gerning alligevel skæbnesvanger for ham.

Fra kommando til ærbødighed

Gårdskarlens bror, Jens Okkings Mikkel Ibsen, vil nemlig udnytte situationen til - meget oplagt - at få skovlen under præsten. Og Ibsen helmer ikke for noget - om det så skal betyde, at præsten bliver halshugget foran sine sognebørn. Det er i øvrigt under rettergangen, at Søren Quist skifter karakter - fra det kommanderende til det ærbødige: Han bliver nemlig selv i tvivl, om han har begået mordet.

Dystre præstetanker

Stegger er desværre ikke helt tunet ind på præsterollens muligheder, og særligt den bidske del af Quist bliver en kende for brovtende formidlet. Langt bedre går det, da de dystre tanker rammer præsten. Stærkest på birollesiden er utvivlsomt Jens Okking, der har meget skarpe ondskabs-øjeblikke som den skånselsløse Mikkel Ibsen.

Skummelt forehavende

Der er mindre troværdighed over Peter Steens herredsfoged, den anden større birolle i filmen, og Anne-Lise Gabold er vaklende som præstedatteren Maren, der i øvrigt har en udvidet flirt med herredsfogeden hen over de danske enge. En af filmens stærkeste scener har Jens Okking og Claus Nissen som ligskændere - i det skumle forehavende at plante al skyld på præstens skuldre.

Fine location-optagelser

Location-optagelserne (i Sydsjælland) højner filmoplevelsen noget, men billederne bliver aldrig fuldt ud (historisk) troværdige. Henning Christansens musik er for stemningsstjælende, selvom tonerne adskiller sig positivt fra den gennemsnitlige danske underlægning for 70'erne.