Tre må man være (1959)

Ganske pikant og grænsesøgende trekants-komik, der i hvert fald for 1959-standarder var ganske vovet stof. Poul Reichhardts sagfører Peter Halling har ikke nok i en lækker lille kone. Derfor har han to. Det vil sige, ikke lige til at begynde med. For der er det hemmeligt, at han har en elskerinde. Men da først han springer ud af skabet, åbnes skabsdøren mere for ham, end den smækker i.

Romantiske forviklinger

Manuskriptet, baseret på et skuespil af Jens Locher, er næppe 1950'ernes mest bund-originale i dansk film, og der er da også tendenser i retning af det sukkersødladne i de mange romantiske forviklinger mellem Halling og hans koner og kærester. Men der er alligevel noget livsbekræftende og atypisk over både historien og det menneskelige skuespil, der gør "Tre må man være" til en helt særlig dansk komedie.

Vovet tematik

Det atypiske består selvfølgelig primært i den vovede bigamiske tematik, hvor der helt åbent peges i retning af kødelige lyster og det passable i ikke at begrænse sig til ægteskabet (og dets snærende bånd). Det livsbekræftende opstår ud af dette tabubrud - og den måde, det formidles på gennem tre veloplagte spillere: Reichhardt, Virkner og Nørby.

Ungt kød

Ghita Nørby var i 1959 en ung kvinde i begyndelsen af 20'erne, men hun så endnu yngre ud og var et pikant skue i rollens ofte diminutive påklædning. Poul Reichhardt syntes ligefrem, at hun var for ung til rollen - forhåndsbetænkelig ved det dobbeltvovede i filmens tema og tilmed unge kød.

Veloplagt trekløverspil

I dag er hele denne virak selvsagt indskrænket til et let træk på smilebåndene, og der er ikke noget ved "Tre må man være", der kan falde ret mange for brysterne. Ud over det veloplagte trekløverspil er Preben Mahrt i sit komiske es som den distræte arkæolog Johannes Brodersen, ligesom Ellen Gottschalch har fine scener som sagførerens livskloge hysbestyrerinde. Ingen af rollerne er dog skrevet til at kunne få alle stjerner til decideret at funkle.

Anonym musik

Den seriøse komponist Svend Erik Tarp skrev det meste af sin filmmusik i 1950'erne - tonerne til dette lystspil er dog meget anonyme, men samtidig heller ikke anmassende.