Alarm (1938)

    En succesrig kriminalforfatter går undercover som falckredder for at hente inspiration til kommende bøger. Sammen med sin private butler skaber han røre, men lærer også nye sider af sig selv at kende.


    FJOLLEDE LØJER

    Selvom makkerparret Alice O'Fredericks/Lau Lauritzen Jr. her byder på energisk sammensurisk 30'er-underholdning, må man desværre erkende, at "Alarm" ender som hverken fugl eller fisk - og tilmed er støjende både som kriminaldrama og komedie. Der er atmosfære i Karl Anderssons fine 30'er-billeder, men helheden drukner i fjollede løjer.

     

    Forfjamsket umorsomt

    Victor Borge har en af sine større filmroller - her som den overmåde forfjamskede tjener Cæsar, hvis komik er rendyrket og uklædelig lagkage. Ellers er det Lau Jr. selv, der beklæder hovedrollen som kriminalforfatteren Jess Clark. Han går undercover i forskellige samfundslag og stillinger for at søge inspiratuon til sine bøger.

     

    Lagkagekomik

    I filmens anslag er han således at finde på en bænk på Rådhuspladsen i København, side om side med Sigurd Langbergs sort-tandede bums og indbrudstyv. Senere melder Clark sig som falckredder - under Poul Reichhardts militante styring (Reichhardts første større filmrolle). Med sig i falck-tjansen har Clark tjeneren Cæsar - og så kan vi rigtig får lagkagekomik, så det forslår!

     

    Kærlighed på sidelinjen

    På sidelinjen følger kærligheden med. Clarks kone, Betty Söderbergs Gerda, ser til mens gemalen fjoller rundt som falck-redder, og Reichhardts hjertenskære melder også sin ankomst. Det former rivaliseringer mellem mændene, men de skal nok blive gode igen hen ad vejen.

     

    Pjattede kriminalplot

    Flere pjattede kriminalplot byder sig til, mest dramatisk er giftgas-temaet på Johannes Meyers konkurs-truede fabrik. Dette er hen imod slutningen tæt på at blive rigtig grimt, men heldigvis er Falck på banen, og selv Cæsar kan i denne situation finde ud af at vende brandhjelmen den rigtige vej.

     

    Selvsikker grundform

    Lau Jr.s skuespil er absolut ikke prangende. Bedre lykkes det for Poul Reichhardt, der her tidligt i karrieren allerede har fundet den selvsikre grundform. Langt det meste af handlingen er henlagt til kedelige studieoptagelser, men ud over nævnte stemningsbilleder af København er der sjove og tidstypiske detaljer at hente i særligt Falck-stationens dekorationer. Peter Deutschs og Erik Tuxens musik er ind imellem skingert anmassende.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018