Showtime (2002)

    En mavesur ældre kriminalbetjent får et ultimatum for at blive i jobbet: Han skal indspille et live reality-politishow sammen med en ny makker.


    DUM-KÆK ACTION

    At parre Robert De Niro med Eddie Murphy er i sig selv en frisk action-komisk idé, men for at samspillet skal slå gnister kræves et både finurligt og velskrevet manus, og det skal man desværre kigge langt efter i "Showtime".

     

    Gnaven gammel betjent

    Her spiller De Niro den gnavne gamle kriminalnbetjent Mitch Preston, der på grund af sit temperament er tæt på at havne i bundløs uføre på jobbet. Men han kan blive reddet på målstregen, hvis han siger ja til et medvirke i et reality show om politiets hverdag.

     

    Tvangs-parret politimakkerpar

    Det er selvsagt ikke noget, der passer Mitch, særligt ikke da skal tvangs-parres foran alle mulige kameraer med den Eddie Murphys kække betjent Trey Sellars. Det kan kun ende med en masse gnidninger, men måske kan en fælles sag imod en klam bagmænd alligevel ryste drengen og tv-serien sammen?

     

    Efter bogen

    Fra første færd er det tydeligt, at "Showtime" ikke har ret meget nyt at byde på. Det er en genrefilm 100 % efter bogen - med evindelige overfriske replikskifter, dyrt opsatte actionscener og masser af tanden-for-tåbelige komiske optrin.

     

    Varemærke-overgearing

    De Niros rutinerede spil redder en del scener fra decideret bundskrab, ligesom Eddie Murphy i sin varemærke-overgearing bidrager til komisk tæft, dog kun i ganske få øjeblikke. Rene Russo leverer småkrukket dulle-spil som den forføreriske tv-babe, som alle mænd omkring hende synes er superhot.

     

    I en sikker stemning

    Alan Silvestris genremusik sætter tilskueren i en sikker stemning, og det gælder både under biljagter og i de potentielt kluklattermilde optrin.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2002, USA, Australien, Komedie, Action, Krimi, 95 min.

    Dansk titel: Showtime
    Instr: Tom Dey Prod: Jane Rosenthal, Jorge Saralegui Manus: Keith Sharon, Alfred Gough, Miles Millar Foto: Thomas Kloss Klip: Billy Weber Mus: Alan Silvestri