Vi har det jo dejligt (1963)

Dette blev den eneste spillefilmsproduktion baseret på en roman af Finn Søeborg. Ganske givet blev det ikke til flere film, fordi det ikke lykkedes manuskriptforfatter Bob Ramsing og instruktør Gabriel Axel at indfange Søeborgs ganske særlige satiriske humor, og hermed gav svære betingelser for mulige efterfølgere.

Ingen gnist

Der er reelt ikke noget tilbage af Søeborgs elegant absurd-satiriske pen i Axels iscenesættelse. Dialogen slår på ingen måde gnister, og spillet er vagt i et forsøg på at drive humoren ud gennem underspil. Men humor er ikke sådan at drive gæk med, og det mærker man tydeligt i mødet med "Vi har det jo dejligt".

Forhutlet mini-landsbysamfund

Ebbe Langberg spiller forfatteren Henrik Gustafsen, der flytter ind i et lille forhutlet mini-landsbysamfund. Her bor blandt andre Ove Sprogøes meget distræte opfinder med en stor familie, Jørgen Rygs uduelige tryllekunstner Dinga Mingh og Svend Billes affekteret-dannede Hr. Brink.

Det gælder om at stå sammen

Det går alt sammen meget godt, lige indtil Karl Steggers pengestærke investor med en bulldozer vil jævne hele området med jorden. Nu gælder det om at stå sammen, hvis det ganske særlige lille samfund skal bestå!

Fladmast folkekomedie

Det smerter at se Søeborgs farvestrålende fantasi forvandlet til fladmast folkekomedie, men man klynger sig alligevel til et håb om, at filmkomedien ikke styrter fuldstændig i farcedybet. Det lykkes - næsten. Men helt uden anledning til at trække på smilebåndene, og dét var vist ikke meningen.

En vis elegance

Enkelte perspektiver i Henning Bendtsens fotografering har en vis elegance, og det er fornøjeligt at se flokken på bogjagt i København anno 1963. Bedst blandt skuespillerne klarer Dirch Passer sig - i en helt afdæmpet præstation, der dog ikke har nogen klangbund. Søeborg selv optræder i en mikro-birolle.

Lystspils-skinger

Musikken er af Ib Glindemann, og den er lystspils-skinger fra første scene. Mange scener med i hvert fald potentiel satirisk magi går fløjten, når tonerne dikterer ethvert optrin til folkeligt komisk potentiale.

Pressen skrev

Pressen skrev bl.a.: "Den bløde humorist-mellemvare", "Knap så dejligt", "Det er for sløjt", og Ekstra Bladet skrev: "Pinligt er ordet. Det rykker i én: Hvad skal man da have for at udstille en så massiv talentløshed, som forfatteren Bob Ramsing og instruktøren Gabriel Axel gør med deres filmatisering af Finn Søeborgs småpudsige, men noget anstrengte ”humoristroman”.