Vi har det jo dejligt (1963)

    En ung forfatter flytter ind i et lille særpræget samfund, der snart trues af en pengestærk mand med en bulldozer.


    HUMORISTISK UBALANCE

    Dette blev den eneste spillefilmsproduktion baseret på en roman af Finn Søeborg. Ganske givet blev det ikke til flere film, fordi det ikke lykkedes manuskriptforfatter Bob Ramsing og instruktør Gabriel Axel at indfange Søeborgs ganske særlige satiriske humor, og hermed gav svære betingelser for mulige efterfølgere.

     

    Ingen gnist

    Der er reelt ikke noget tilbage af Søeborgs elegant absurd-satiriske pen i Axels iscenesættelse. Dialogen slår på ingen måde gnister, og spillet er vagt i et forsøg på at drive humoren ud gennem underspil. Men humor er ikke sådan at drive gæk med, og det mærker man tydeligt i mødet med "Vi har det jo dejligt".

     

    Forhutlet mini-landsbysamfund

    Ebbe Langberg spiller forfatteren Henrik Gustafsen, der flytter ind i et lille forhutlet mini-landsbysamfund. Her bor bl.a. Ove Sprogøes meget distræte opfinder med en stor familie, Jørgen Rygs uduelige tryllekunstner Dinga Mingh og Svend Billes affekteret dannede hr. Brink.

     

    Det gælder om at stå sammen

    Det går alt sammen meget godt, lige indtil Karl Steggers pengestærke investor med en bulldozer vil jævne hele området med jorden. Nu gælder det om at stå sammen, hvis det ganske særlige lille samfund skal bestå!

     

    Fladmast folkekomedie

    Det smerter at se Søeborgs farvestrålende fantasi forvandlet til fladmast folkekomedie, men man klynger sig alligevel til et håb om, at komedien ikke styrter fuldstændig i farcedybet. Det lykkes - næsten. Men helt uden anledning til at trække på smilebåndet, og dét var vist ikke meningen.

     

    En vis elegance

    Enkelte perspektiver i Henning Bendtsens fotografering har en vis elegance, og det er fornøjeligt at se flokken på bogjagt i København anno 1963. Bedst blandt skuespillerne klarer Dirch Passer sig - i en helt afdæmpet præstation, der dog ikke har nogen klangbund.

     

    Lystspils-skinger

    Musikken er af Ib Glindemann, og den er lystspils-skinger fra første scene. Mange scener med i hvert fald potentiel satirisk magi går fløjten, når tonerne dikterer ethvert optrin til folkeligt komisk potentiale. Pressen skrev bl.a.: "Den bløde humorist-mellemvare", "Knap så dejligt", "Det er for sløjt" og Ekstra Bladet skrev: "Pinligt er ordet. Det rykker i én: Hvad skal man da have for at udstille en så massiv talentløshed, som forfatteren Bob Ramsing og instruktøren Gabriel Axel gør med deres filmatisering af Finn Søeborgs småpudsige men noget anstrengte ”humoristroman”.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019