The Lost Boys (1987)

    En teenagedreng opdager, at hans bror er vampyr, men det er ikke nemt at begå sig mellem familiekærlighed og frygt for at blive evigt omvandrende blodsuger.


    OVERGEARET

    Teenageidolet Corey Haim (der døde i 2010) var her på toppen af sin karriere i rollen som teenageren Sam, der må så grueligt meget igennem. Han erfarer nemlig, at hans storebror er blevet til en vampyr, efter at han har været sammen med byens "rødder", der vist ikke har helt rent blod i årerne.

     

    Firser-genreblanding

    Joel Schumachers farvestrålende firser-genreblanding er i dag kult i visse fantastiske kredse men er egentlig ikke nogen ret fantastisk film. Bedst fungerer det højspændte fantasi-univers, når det tager sig tid til at puste bare en anelse ud, og det er primært i scenerne med unge Haim, der også er den bedst spillende.

     

    Hyperaktiv

    Først og fremmest kammes der alt for ofte over i en hyperaktiv og faktisk ufrivilligt komisk komik, sådan at forstå, at den komiske slagside i historien ikke på nogen måde er i balance. Gysereffekterne opnås primært gennem primitive helikopteroptagelser og tidstypisk genresminke. Nogen værdig repræsentant for vampyrer som art udgør "The Lost Boys" i hvert fald ikke.

     

    Konstant musikunderlagt

    Stort set konstant musikunderlagt og i et totalbrusende lyddesign er det vanskeligt at navigere som tilskuer - med mindre man altså falder på halen for de gennemforudsigelige begivenheder. Som nævnt er der bedst bid i de fine sekvenser med Corey Haim og venner. Her mærker man lidt af den coming of age-hverdagsdramatik, der går tabt i den ekstreme filmindpakning.

     

    Firsernes små og store stjerner

    Som opbakning finder Haim en række af firsernes små og store stjerner, herunde Kiefer Sutherland som rødøjet og skarptandet vampyr, Jason Patric som brormanden Michael, og vennen fra det virkelige liv, Corey Feldman. Dianne Wiest optræder vanligt kunstigtsmilende i rollen som den desillusionerede mor til Sam.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1987, USA, Komedie, Gyser, Teenagere, Fantasi, Vampyrfilm, Coming of Age, 97 min.

    Dansk titel: Lost Boys
    Instr: Joel Schumacher Prod: Harvey Bernhard Manus: Jan Fischer, James Jeremias, Jeffrey Boam Foto: Michael Chapman Klip: Robert Brown Mus: Thomas Newman
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation