Airheads (1994)

    Tre bøvede rockmusikere med drømme om et gennembrud bryder ind på en radiostation. Snart får de masser af gratis pr, da situationen udvikler sig.


    LUFTGUITAR!

    Tamt lallekomisk sammensurium: "Airheads" leverer den dumsmarte vare med fuldpakken af klichéer tilsat en musikalsk agenda.

    Rock & vandpistoler
    Tre bøvede rockmusikere bryder ind på en radiostation, bevæbnet med vandpistoler. Nu skal det være, deres demo skal ud i æteren og overbevise amerikanerne om, at de er hot stuff.

    Råb om opmærksomhed
    Men aktionen går helt skævt, og snart er radiostationen omringet af politi. Men den er også omringet af noget andet: fascinerede rockfans der kan identificere sig med det trængte rockbands råb om opmærksomhed.

    Regulær farce
    "Airheads" er bedst i starten men udvikler sig hurtigt til en regulær farce. De tre gutter i hovedrollerne er pinligt karikeret af henholdsvis Brendan Fraser, Steve Buscemi og Adam Sandler.

    Tykke/tynde biroller
    Der er tykke/mobbe-komik i Chris Farleys betjentbirolle, mens Michael McKean får lov at være beskidt i en tynd birolle som radiostationens ejer.

    Genretypisk musikbillede
    Selve det rockmusikalske tema fylder ikke meget, da der hele tiden kommer forhindringer i vejen. Så i stedet underkastes filmen et genretypisk musikbillede i form af Carter Burwells score.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1994, USA, Komedie, Farce, 92 min.

    Dansk titel: Airheads
    Instr: Michael Lehmann Prod: Mark Burg, Robert Simonds Manus: Rick Wilkes Foto: John Schwartzman Klip: Stephen Semel Mus: Carter Burwell