Sorte Shara (1961)

    Den djærve besætning på et lille dansk marineskib bliver midt under tyskernes invasion af Danmark nødt til at tænke kreativt på åbent hav.


    EN LILLE OVERRASKELSE

    Fra flere sider beskyldt for at være endnu en omgang Soldaterkammerater, kan denne Sven Methling-krigsdramakomedie næsten kun overraske positivt. Og det gør den også, faktisk er den langt bedre end sit gennemsnitlige omdømme.

    Baseret på virkelige hændelser
    Methling stod også i spidsen for hakkedi-hakkedej-Soldaterkammerater-ælteriet, men har med "Sorte Shara" noget så luksuriøst som en historie at bygge en film på. Endda virkelige begivenheder i en slags folkekomisk tilsmagt modstandsfilm, dog langt fra så seriøs som Methlings bedste film, Der kom en dag (1955).

    Krigen kommer til Danmark
    Det er historien om det lille dansk marinefartøj MS 1, der svømmer rundt i de idylliske farvande, da krigen kommer til Danmark - nærmere bestemt tyskernes invasion 9. april 1940. Nu er situationen på vandet pludselig en helt anden, og skibet lægger til ved en lille sydsjællandsk ø.

    Djærv besætning
    Så kan skibet nemlig blive malet over, så tyskerne med lidt held ikke skyder det i sænk, og hér får den djærve besætning stor hjælp af øens samarbejdsvillige besætning. Desuden venter diverse lillemødre hjemme, så det er med ikke at komme noget til i søen.

    Ligner Reenbergs kofilm
    "Sorte Shara" har en del til fælles med Dirch Passer/malkeko/øsammenholds/modstands-folkekomedien, Venus fra Vestø (1962), der blev sat i søen året efter med Annelise Reenberg ved roret.

    Krigstidens folkelige sammenhold
    Faktisk har de to film en fællestone, nemlig krigstidens folkelige sammenhold - og uanset hvor glansbilledmalet, det måtte forekomme, har det dog en vis lighed med den form for sammenhold, der uvilkårligt opstår under kriser eller andre akutte situationer.

    Overfladisk og karikeret
    Det er ikke i filmens persongalleri, man finder kimen til det forholdsvis vellykkede komediedrama. Hertil er de enkelte typer alt for overfladisk tegnede, og tilmed karikerede. Og fri os nu for de evindelige sømands-stereotyper, komplet med vamle forelskelser i dårende skønne havnefrontsblondiner.

    Musik af internationalt format
    Ej heller i den til lejligheden skrevne vuggevise, altså i bølgen blå, blandt matroser og styrmænd. Ib Glindemanns musik har omvendt et internationalt format og emmer af kriminaldrama, ikke helt i tråd med filmens udstråling, men i sig selv fin musik, der ikke er overstrøet.

    "Savner fasthed i opbygningen"
    Land og Folk skrev under overskriften, "Sympatisk, men utilstrækkelig dansk film om besættelsestiden": Det er først og fremmest manuskriptet, det er galt med. At der mangler en holdning, er man måske ikke netop forbavset over i en dansk film, men fasthed i opbygningen og større økonomi må man have lov at forvente."

    "Lumsk kedelig"
    Politiken skrev: "Mod denne danske marinefilm kan rettes de samme indvendinger, man retter mod andre danske film inklusive dem om marinen, militæret, skovridergårdene, luftvåbnet, vagabonderne, komtesserne osv. - den er virkelighedsfjern, kunstig, sentimental og lumsk kedelig."

    Spændende slutsekvens
    At filmen har meget lidt lighed med "Soldaterkammerater"-serien manifesteres i høj grad af den professionelt udførte og temmelig spændende slutsekvens, hvor den djærve danske båd skal undvige nazisternes projektør. Herefter afvikles det hele dog alt for hurtigt, typisk for mange af tidens film, der ikke gav sig tid til perspektiveringer. Christoffer Bro debuterer her i sin første større filmrolle som Ole.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019