Heavy Weights (1995)

    En overvægtig dreng skal på sommerlejr. Men hvad der burde være ren hygge bliver snart ren stress, for lejren har fået ny og meget ambitiøs ejer.


    SKÅRET TYKT UD

    Tykke drenge samles her på sommerlejr i en lidt for oplagt Disney-komedie. Der er lagt op til uskyldige vitser på overvægtens vegne, men først og fremmest lever Steven Brills komedie højt på en pænt frisk præstation af Ben Stiller i rollen som sommerlejrens nye og meget ambitiøse ejer.

     

    Tykke drenge

    Drengen Nicholas er som så mange andre amerikanere tyk. Men da hans forældre vil have ham på tykkedrengs-sommerlejr, er han alligevel langt fra begejstret. Han overbevises dog af lejrens præsentationsvideo, og begynder sågar at glæde sig. Da han er ankommet til lejren, har han allerede fået nye venner, men en omvæltende besked venter.

     

    Fitness-fikseret

    Lejren har nemlig fået ny ejer: den ambitiøse og meget fitness-fikserede Tony Perkis, der tilmed har skumle bagtanker ved at lade drengene arbejde mere end hårdt - han vil score kassen og skabe overskrifter. Men efterhånden lykkes det drengene gennem udvidet sammenhold at få skovlen under den hektiske leder.

     

    Intet overladt til fantasien

    "Heavy Weights" overlader intet til fantasien, men hvor den lykkes er i sine udmærkede (og hårdt optegnede) venskabsportrætter. Drengene har det til fælles, at de tænder på fed mad, men hen ad vejen kan de rent faktisk finde en større sag at være sammen om, og det er da universelt.

     

    Energisk portræt

    Fair skuespil fra primært uprøvede og overvægtige drengeskuespillere - suppleret af nævnte energiske portræt af Ben Stiller og en sympatisk Tom McGowan som drengenes mentor. Den uforpligtende weekendunderholdning er sikret, og de skæve smil om læberne opstår i det forudsigeliges hyggelige genkendelighed. Helt efter bogen rigelig musikunderlagt.

     



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1995, USA, Komedie, Familie, Drama, Børn på film, Coming of Age, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Sværvægterne
    Instr: Steven Brill Prod: Roger Birnbaum, Joe Roth Manus: Judd Apatow, Steven Brill Foto: Victor Hammer Klip: Carroll Timothy O'Meara Mus: J.A.C. Redford