Closet (2014)

    En teenagedreng bliver mobbet på det groveste af sine klassekammerater og fodboldtræner, samtidig med at han drages af et mystisk skab på en gråvejrsstrand.


    IND I SKABET

    Hér leger instruktør Christopher Gore med metaforerne, ikke alene i filmens titel, men også i handlingen, hvor et godt gammeldags skab spiller en hovedrolle. Skabet bliver et billede på teenage-hovedpersonens spirende homoseksualitet, idet han kredser nysgerrigt om skabet, der står i ensom majestæt på en britisk strand.

     

    Overladt til sig selv

    Når han ikke mobbes, er unge Bobby overladt til sig selv og egne frustrationer, mens han spankulerer hjem fra skole i sin velpressede uniform. Da han ser det mystisk placerede skab på stranden, vækker det et begær i ham, og han forestiller sig en række erotiske situationer - rene antydninger i filmen.

     

    Ydmygelse

    Den mest vellykkede scene i den 11 minutter lange/korte kortfilm er imidlertid langt mere jordbunden, i bogstavelig forstand. Bobby står på mål i øsende regnvejr og ydmyges på det groveste af sin fodboldtræner og de andre drenge på holdet. Da han ikke kan tage bolden, tvinges han til først at tage sin t-shirt af og herefter sine shorts - for kun at ryste endnu mere i den iskolde regn.

     

    Krævende hovedrolle

    Det homoseksuelle tema forbliver en antydning, men dog en markant en af slagsen. Drengene i omklædningsrummet nedgør ham for de ellers pænt skjulte blikke, som Bobby sender efter sine afklædte venner, eller mere korrekt, fjender. Will Sutton spiller meget flot den ret krævende hovedrolle. Den er uden replikker, men til gengæld meget stærk i det nonverbale register.

     

    Åben slutning

    Desværre er musikken herskende i lydbilledet og tager kun endnu mere til hen imod den åbne slutning. Flot fotograferet med fin indfangelse af britisk gråvejr uden udsigt til solstråler - filmens stemning indrammet.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, Storbritannien, Drama, Teenagere, Homoseksuelt tema, 11 min.

    Dansk titel: Closet
    Instr: Christopher Gore Prod: Debs Gwinnell Manus: John Craine Foto: John Craine Klip: Holly Denny Mus: Richard Ford
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation