Le cercle rouge (1970)

    En mestertyv kommer ud af fængslet, kun for at danne trio med to andre i et forsøg på at gennemføre alle tiders spektakulære juvelkup.


    GENRENS MESTER

    Med "Le cercle rouge", sin næstsidste film, slog Jean-Pierre Melville for alvor sin position som krimigenrens mester fast. Formen havde han afprøvet gennem talrige stærke film, og her mod karrierens afslutning er det stiliserede skåret, pudset og slebet efter alle film-snedkerkunstens regler.

     

    Sammenbidt & ordknap

    Alain Delons mestertyv, Corey, kommer ud af fængslet, men kun for at fortsætte i den kriminelle løbebane. Der går nemlig ikke mange øjeblikke, før han er tilbage i de gamle gænger - sammenbidt og ordknap og med fuld fokus på den forestående opgave. Sammen med en forfulgt kriminel flygtning og en alkoholiseret ekspolitimand planlægger Corey nu alle tiders mest spektakulære juvelkup.

     

    Højintensitet

    Melvilles formsprog er i "Le cercle rouge" så finkornet, at støvet aldrig når at lægge sig efter de højintense scener. Filmoplevelsen sætter sig i kroppen, og den mentale spænding at ætsende, når dramaet når sine absolutte højder. Denne elektricitet opnår Melville primært gennem sin diminutive narration og antydningens kunst.

     

    Stort set fritaget for musik

    Der går over 20 minutter, før vi for første gang hører noget til Éric Demarsans underlægningsmusik. Og det er med stor glæde, man konstaterer, at musikken kun får lov at stikke hovedet frem for en kort bemærkning, som oftest ikke meget mere end et minut, så er vi tilbage på autenticitetens lydspor, hvor tilskueren kan hellige sig filmens spændinger helt.

     

    Stringent & forførerisk

    Henri Decaës fotografering er sofistikeret men uden dominerende og store armbevægelser. I en perfekt vekselvirkning mellem nær- og totalbilleder bliver filmens visuelle sprog aldrig toneangivende men lægger sig snarere kærtegnende op ad Melvilles eget manuskript, der er stringent og forførerisk skrevet. Enkelte kameraskud er af meget høj kunstnerisk opfindsomhed.

     

    Mesterligt komponeret

    Alain Delon fortsætter ad samme pokerfjæsprægede spor som i Le samouraï (1967) - ingen miner fortrækkes, og det kan have en gavnlig smittende effekt på hans fysiske fremtoning, når han sent i filmen skal kante sig frem til de topsikrede juveler. Denne sekvens er i øvrigt i særklasse filmens mest spændende og helt igennem mesterligt komponeret og udført.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1970, Frankrig, Italien, Krimi, Thriller, 140 min.

    Dansk titel: Den røde cirkel
    Instr: Jean-Pierre Melville Prod: Robert Dorfmann Manus: Jean-Pierre Melville Foto: Henri Decaë Klip: Marie-Sophie Dubus Mus: Éric Demarsan
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation