The Chase (1966)

    En undsluppet fange har kurs mod sit gamle lokalsamfund, men lovens lange arm er samtidig ved at indhente ham.


    LANGSTRAKT

    Med klare forventninger om kamp/flugt-spænding af højeste karat kan man godt regne med at blive skuffet. "The Chase" er mere end noget andet en lilleput-samfundsbeskrivelse, hvor den undslupne fange Bubber og sheriffen Calder blot er spydspidser i et, kan man godt sige, noget overlangt melodrama.

     

    Ikke meget spænding

    Arthur Penn var ellers i mange af sine film en instruktør helt i balance med det dramatiske indhold, ikke mindst Gene Hackman-thrilleren Night Moves (1975), hvor alt går op i en højere enhed. "The Chase" er dygtigt fortalt uden tvivl, men spændene jagt er der ikke meget af.

     

    En brav kamp

    Robert Redford spiller den undvegne fange Charle "Bubber" Reeves. Iført fængselsdragt kæmper han en brav kamp for ikke at blive fanget, og da det er kommet hans lokalsamfund for øre, at han er på fri fod, er Marlon Brandos sheriff Calder allerede i forhøjet alarmberedskab.

     

    Lokale intriger i fokus

    Mens Bubbers flugt således i følge filmens titel forventedes at være et hovedtema i filmen, skal man igennem næsten samtlige 135 minutter tænke sig i den flygtendes retning. Filmen er nemlig langt mere intereresseret i lokale intriger i "ventetiden", til man regner med, at Bubber dukker op i den hjemlige fold.

     

    Grundige personkarakteristikker

    Og det er ikke uden kvaliteter, for Penn er grundig i sine personkarakteristikker, hvor særligt Brandos ordknappe sherif bliver til en ganske interessant karakter. En stor fest for byens rige udgør også et herligt stilstudie i rendyrket overflade - men stadig savner man mere kvalitetstid med Bubber.

     

    Veltimet

    Når vi endelig får en stund med den flygtende, er intensiteten også i top - helt som forventet i Penns mageløst veltimede iscenesættelse. John Barrys musikalske underlægning hører til hans mindre karakteristiske, og ind imellem er den tilmed alt for rigelig anvendt.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1966, USA, Krimi, Drama, 135 min.

    Dansk titel: Den djævelske jagt
    Instr: Arthur Penn Prod: Sam Spiegel Manus: Lillian Hellman Baseret på: skuespil af Horton Foote Foto: Joseph LaShelle Klip: Gene Milford Mus: John Barry