West Coast (2016)

    Fire franske teenagedrenge cruiser rundt som små gangsterstereotyper i en lille vestkystby og havner snart i en lille knibe.


    RÅ SKAL, BLØD SJÆL

    Dette festlige lille komisk-dramatiske børne/ungdoms-eventyr er klipperen Benjamin Weills debut som instruktør. Med åbne øjne på den vanskelige pubertetstid skildrer "West Coast" fire venners naive og småfarlige leg med gangsteridentiteter i en lille fransk vestkystby.

     

    En farlig mission

    Ikke at Copkiller, Delete, Flé-O og King Kong (det er deres street names) på nogen måde er rå eller kriminelle. Men de er glade for at klæde sig og agere som gangster- og hiphopforbillederne fra USA. Efter en nedværdigende mobbeepisode fra en lidt ældre dengse, beslutter drengene sig for at tage hævn - og det kan hurtigt blive en farlig misison.

     

    Charme & udstråling

    Historien er ikke den mest gennemskrevet fantastiske, men der er charme og udstråling i skildringen af de fire drenges dans med livet på tærsklen til den voksnes prøvelser. Ind imellem bliver det en kende for komisk og glider af på overfladen. Andre scener har fat i den lange ende og finder en god balance i det pinlige møde med bl.a. det modsatte køn.

     

    For mange spring

    Man kunne have ønsket sig et mere fokuseret billede af venskaberne og søskendeforholdene. I stedet springer filmen i vid ustrækning mellem de fire drenge, så der klippes uhensigtsmæssigt meget mellem handlinger i stedet for at opdyrke en sammenhængskraft. Den kommer der lidt mere af, da de havner på et fælles stressende eventyr.

     

    Sødt & farvestrålende

    Det er sødt og farvestrålende i helheden, særligt som følge af de fint portrætterede wanna-bes udi gangsterstilen. Her han man fundet fire drenge fulde af udstråling og med en fin indlevelse i filmens stil.

     

    Komedie for større børn

    Ærgerligt meget filmmusik pumper derudad som en uheldigt kvæler på autenticiteten. Man ser en anden film for sig hvis der havde været mere fokus på dybde, men nu er "West Coast" først og fremmest en komedie for de lidt større børn.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Frankrig, Komedie, Drama, Børn på film, Coming of Age, Teenagere, 80 min.

    Dansk titel: West Coast
    Instr: Benjamin Weill Prod: Stéphanie Bermann, Eric Jehelmann, Philippe Rousselet Manus: Camille Fontaine, Benjamin Weill Foto: Vincent van Gelder Klip: Flora Volpelière
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation