BASEketball (1998)

    Et par bøvede fyre opfinder deres helt egen variant af basketball. Den nye sportsgren bliver snart et fænomen med professionel liga.


    ULTRA-DUMT

    Snotdum amerikansk farce, hvor de rigtig morsomme scener kan tælles på en enkelt finger (centreret om en intim vibrator), og hvor det hele drukner i fladt skrevne replikvekslinger og umotiveret sportskomik.


    En ny sport
    Vennerne Joe og Doug opfinder sådan lidt tilfældigt en ny form for basketball, hvor det gælder om at score points uden at bevæge sig, samtidig med at modstanderen forsøger at frustrere kastet med dumme bemærkninger eller handlinger.

    Helt store stjerner
    Den nye sport vinder snart amerikanernes hjerter, og det kommer bag på Doug og Joe, at der snart opstår en professionel liga, hvor de to er de helt store stjerner. Sammen gennemlever de store sejre, men må også gennem en krise, før det endelig går op for dem, hvad (sports)livet dybest set går ud på.

    Fesent skuespil
    Virkelig fesent skuespil helt uden indhold i de enkelte roller, masser af smart optempo filmmusik og alenlange boldkastescener helt uden mål og med. Ernest Borgnine dukker op i en lille birolle og har en enkelt acceptabel optræden i en scene, der er tæt på at blive morsom, da han har båndet sit farverige testamente.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1998, USA, Komedie, Farce, Sport, 103 min.

    Dansk titel: BASEketball
    Instr: David Zucker Prod: Robert LoCash, Gil Netter, David Zucker Manus: David Zucker, Robert LoCash, Lewis Friedman, Jeff Wright Foto: Steve Mason Klip: Jeffrey Reiner Mus: Ira Newborn