Il buono, il brutto, il cattivo (1966)

    En revolverstærk singlerytter har et par gode fiduser til at holde sig ved muffen i Det vilde Vesten under den amerikanske borgerkrig.


    LEONE-LÆKKERBISKEN

    Sammenhængende film:
    Per un pugno di dollari (1964)
    Per qualche dollaro in più (1965)
    El bueno, el malo y el feo (1966)

     

    Tredje og sidste kapitel i Leones spaghetti-trilogi er også den klart bedst kendte - men ikke helt den bedste. Den midterste film er i bedre balance, men afslutningen er stadig ikonisk. hvordan man end vender og drejer den.

     

    Meget høj kunstnerisk værdi

    Sergio Leone førte spaghetti-western-genren langt videre, end nogen havde set komme, og de fleste af hans bidrag til genren er af så høj kunstnerisk værdi, at de er blevet uudslukkelige og tidløse klassikere. Højdespringeren kom i 1968 med C'era una volta il west (1968).

     

    Sammenbidt rytter

    I trilogiens tredje kapitel spiller Clint Eastwood den sammenbidte enlige rytter, der skal komme til at lyde navnet Blondie, slet og ret fordi hans hår regnes for lysebrunt. Denne Blondie er stærk på revolveren men ikke af mange ord. En perfekt kombination til dén fidus, han har udviklet sammen med småkriminelle på tur gennem landskabet.

     

    En fed fidus

    Efter at have hentet en dusør for egnens eftersøgte kriminelle, ligger Blondie på lur, klar til at skyde dét reb i stykkker, som myndighederne har hængt om den kriminelles hals. Herefter kan det umage makkerpar ride mod nye egne og gennemføre nummeret én gang til.

     

    Et hævn/had-forhold

    Men efterhånden kører Blondie træt i sin temmelig stressende makker, Tuco - han er den grimme fra filmens titel - og det bliver starten på et hævn/had-forhold de to imellem. Et forhold, der dog ændrer helt karakter, da de bliver fælles om at finde en skat på flere hunderde tusinde dollars.

     

    Vid, bid & humor

    Leone serverer det velkendte og gennemprøvede set up med både vid, bid, humor og teknisk ultra-elegance. Ekstreme nærbilleder af filmens trekløver og de mere eller mindre sagesløse mennesker, de møder på deres vej, er i høj kurs.

     

    Kunsten at vente en stemning ud

    Og så er det for Leone igen kunsten at vente en stemning ud, der præger både billede og lydbillede. Der er ikke én scene, der er forjaget eller tilplastret med alle filmkunstens farvestrålende muligheder. I stedet er fokus på øjeblikkets værdifulde skattekiste med den ene formiddable scene efter den anden.

     

    Går i ét med kunstværket

    Ennio Morricones musikunderlægning er blandt hans mest helstøbte, og tonerne forstyrrer ikke filmoplevelsen. De er tvært imod brugt så bevidst og med så særegen narrativ værdi, at de går i ét med kunstværket- hvor prikken over i'et er tre følte præstationer fra den gode, den onde og den grusomme/grimme.

     



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1966, Italien, Spanien, Tyskland, Western, 161 min.

    Dansk titel: Den gode, den onde og den grusomme
    Instr: Sergio Leone Prod: Alberto Grimaldi Manus: Luciano Vincenzoni, Sergio Leone, Agenore Incrocci, Furio Scarpelli Foto: Tonino Delli Colli Klip: Eugenio Alabiso; Nino Baragli Mus: Ennio Morricone
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation