Wiener-Dog (2016)

Endnu en skæv komisk film fra Todd Solondz, denne gang med knurhår og et godt stykke ind i handlingen også med charme og masser af glimt i (hunde)øjnene. "Wiener-Dog" er medrivende i sin komisk-dyrevenlige farvestråling, i hvert fald så længe det hele opleves i børnehøjde, men det er kun tilfældet ca. den første fjerdedel af filmen.

Sagesløs gravhund

En sagesløs gravhund skifter ejer igen og igen og bliver ufrivilligt midtpunkt i tilværelsen hos dysfunktionelle singles eller familier. Filmen er inddelt i en god håndfuld tableau- eller sketch-lignende enkelthandlinger, hvor de søde hundeøjne følger med som kastebolde, ofte i faste kameraindstillinger - helt typisk.

Hysterisk perfektionisme

Man er helt med som tilskuer, når hunden er den store trøst for en lille dreng, der til daglig er underlagt sine forældres hysterisk perfektionistiske rigmandsliv. Hér fungerer Solondz' bittersødt komiske varemærke til perfektion.

Skæv-skøre scener

Men filmen taber efterfølgende pusten noget, efterhånden som det står klart, at handlingselementerne er mere tilfældige end sammenbindende - selvom hunden selvfølgelig er den gennemgående hovedrolleindehaver i alle de skæv-skøre scener mellem tilsvarende skæv-skøre personligheder.

Pragtfulde præstationer

Intensitet og fascination opstår igen ud af to pragtfulde præstationer fra henholdsvis Ellen Burstyn og Danny DeVito, i hver deres handlingsdel og med to meget forskellige udtryk. Her er der fuld indlevelse i Solondz' univers, og dét smitter i meget høj grad af på tilskueren.

Effekten af stilhed

Der er lange herlige afbræk uden underlægningsmusik, hvor man rigtig mærker effekten af stilhed. Den står godt til Solondz' stil, der er farvestærk og detaljeorienteret. Men så kommer musikken desværre alligevel brusende i lange forstyrrende træk.