St. Vincent (2014)

Altid gode Bill Murray er her kørt i stilling til en rigtig feel good-saga for det meste af familien: Som den drikfældige og verdensfjendske Vincent, der mod sin vilje snart bliver venner med den nye nabodreng, Oliver.

Bredt & folkeligt
Murray og filmen blev begge indstillet til en Golden Globe, og det er da også en film, der appellerer bredt og folkeligt, og hvor skuespillet udgør den vigtigste fortælling. I et urklassisk gnaven-mand-bløder-op-tema ser vi langsomt, hvordan Vincent bliver en form for menneske igen, i takt med at nabodrengen får lirket lidt i hans baglåste tilværelse.

En øjenkrogståre?
"St. Vincent" vil nok lidt mere, end den egentlig formår at formidle. Den gode historie, der bevæger og forfører, evt. med en øjenkrogståre som bonus, synes at være filmens opskrift, og det er da også et langt stykke hen ad vejen en film med hjertet på rette sted.

Meget amerikansk historie
Men det er også en meget amerikansk historie, der træder lovlig meget ud i det klæbrige mudder i takt med Vincents forandring, drengen på tærsklen til voksendommen, drengens hårdtarbejdende mor, der vil det så godt, og alle de små sidehistorier om død, druk - og lidt uforpligtende hor.

Dramatik med k for komik
Med andre ord, indie-præget dramatik med et stort k for komik, hvor man har endog meget nemt ved at læse mellem linjerne og forudsige udfaldene. Så meget desto mere forberedt er man på det vamle optrin, der venter imod filmens slutning, og som filmen har fået sit navn fra.

Skæve smil
Bill Murray har fine øjeblikke, særligt i gnavpotlunet, og Jaeden Lieberher er et fint fund som den af sin alder modne knægt, der researcher sig frem til, at Vincent er Vietnam-veteran. Men helt i superligaen kommer skuespillet ikke, hertil er filmens tone ganske enkelt for sødladen og forudsigelig, upåagtet de mange skæve smil, som man undervejs sender de stærkeste scener.

Standard-musik
Theodore Shapiro leverer standard-musik som sikkerhedsnet, hvis nogle tilskuere skulle føle sig i tvivl om en stemning undervejs. Men helt generelt kan man bestemt ikke beskylde filmen for andet end at være netop helt igennem straight forward.

Birolle som glædespige
Naomi Watts giver den på alle tangenter som glædespige med vældig fint indstuderet russisk accent, mens Ann Dowd har en alt for lille og anonym rolle som plejehjemsforstanderinde.