The Shallows (2016)

    En rebelsk surferpige strander helt alene på et minimalt mexikansk klipperev efter et nærved dødeligt møde med en haj. Overlevelse her kræver, at hun holder hovedet koldt.


    SAFTIG HAJTHRILLER

    Den kære (hvid)haj må endnu engang stå for tur i en omgang filmterror mod dens art. Men at det nuttede dyr med de skarpe tænder gang på gang udgør knaldhamrende god universalængstelig underholdning, kommer man ikke udenom.

     

    Dygtig genrespænding

    Instruktør Jaume Collet-Serra har hidtil nærmest specialiseret sig i (middelmådige) actionfilm med Liam Neeson, men her præsteres en hajtand eller to bedre – i hvert fald udgør ”The Shallows” halvanden times dygtig genrespænding i en fænomenal fotografering af Flavio Martinez Labiano.

     

    Videre i livet

    Den unge Nancy er stadig i sorg efter at have mistet sin mor. En af hendes metoder i forsøget på at komme videre i livet er at drive omkring på øde steder, gerne på sit surfbræt.

     

    Idyl så langt øjet rækker

    Efter en længere rejse når hun frem til sin mors yndliggsted, en hemmelig lille strand et sted i Mexico. Gudeskøn, fredfyldt og idyl så langt øjet rækker. Kun et par kække mænd på bræt, og de er endda snart på vej hjem.

     

    Snacksulten haj på spil

    Men netop som Nancy er ladt alene med idyllen, dukker en snacksulten haj op med tandsættet forrest. Nu befinder Nancy sig i en ualmindelig livsfarlig situation, men med benet skamferet lykkes det hende lige akurat at nå i en form for sikkerhed på et lille klipperev.

     

    I kamp mod tidevandet

    Hajen har dog ikke mistet blodfærten, og der er også en lille detalje med tidevandet. Det kniber kort sagt for Nancy, men måske er der håb forude, hvis bare hun kan nå en bøje ca. 40 meter ude i bugten..

     

    Klassisk opbygning

    ”The Shallows” er helt igennem klassisk bygget op omkring hajintriger- og klichéer, men filmen giver alligevel sig selv en betragtelig troværdigheds-saltvandsindsprøjntning ved at undlade at tilplastre begivenhederne med ekstreme narrative virkemidler.

     

    Bjergtagende billeder

    De slet og ret bjergtagende billeder af hav, kyst og bjerge er i høj grad rolige og bidrager med en kontrastmættet nerve, der er langt stærkere end alverdens filmmusik, hysteriske klip på speed og smart kameraføring tilsammen.

     

    Naturens hemmelighedsfuldhed

    Marco Beltramis musik stikker dog af og til hovedet frem mellem bølgerne, men den bliver aldrig kvælende. I stedet er det den fine balance i lyddesignet og dyrkelsen af naturens egen hemmelighedsfulde ægthed, der er herskende.

     

    Blake Lively er ganske overbevisende i den fysisk krævende hovedrolle med de mange mentale kvaler.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2016, USA, Gyser, Thriller, Psykologisk drama, Dyr på film, 86 min.

    Dansk titel: The Shallows
    Instr: Jaume Collet-Serra Prod: Lynn Harris, Matti Leshem Manus: Anthony Jaswinski Foto: Flavio Martínez Labiano Klip: Joel Negron Mus: Marco Beltrami
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation