Edge of Winter (2016)

Denne canadiske direkte-til-video-thriller er højdramatisk i al sin forudsigelige utilregnelighed: Dysfunktionel fraskilt daddy har sine hel- og halvstore sønner over weekenden, og sammen tager de på en lidt vovet eventyrtur ud i sne-ødemarken.

Rigte mænd med guns

De søde små skal lære at håndtere en gun. Farmand vil gøre poderne til rigtige mænd. Men det egentlige formål med turen træder snart i baggrunden for regulær overlevelse. Efter en tur med bilen i grøften, er trekløveret nemlig alene, hvor ingen kan høre dem skrige.

Upålidelig beskytter

Som om dét ikke var nok, viser farmand sig snart at være alt andet end en pålidelig beskytter. Da det begynder at stå klart for ham, at børnene snart rejser med mor og papfar til London, træder han i forsvarsposition, og ødemarken omdannes til et fængsel for ungerne.

Stærk kulisse

”Edge of Winter” har en force i sin vildmarkskulisse. De heftige landskaber langt væk hjemmefra højner dramaet betragteligt og bidrager med tiltængt brændstof. Selve historien halter til gengæld bagefter, og klichéerne hober sig efterhånden op, efterhånden som vi nærmer os det betændte klimaks.

Dygtige unger

Her er svenske Joel Kinnaman måske ikke det mest sublime valg til rollen som den utilregnelige far, men selve idéen med at gøre en dyd ud af det dysfunktionelle er ikke ueffen. Ungerne lever sig rigtig pænt ind i dramaet: Tom Holland og Percy Hynes White er filmens bedst spillende.

Stilhed og storm

Der veksles mellem stilhed og storm på lydsiden – absolut mest markant æstetisk aftryk sætter filmen, når den tillader sine scener at stå uden underlægningsmusik og bombastisk lyddesign. Og her glæder man sig over, at der faktisk i broderparten af scenerne er ro på.

Bedst, når råt for usødet

Men der er også øjeblikke af støjkaos, der på ingen måde gavner det dramatiske snit. Filmen står bare bedst råt for usødet på den isolerede, snedækkede bjergbaggrund. Det skal dog siges, at Brooke og Will Blairs musik er temmelig interessant komponeret (særligt under sidste halvdel af end credits). Et særegent og meget dystert, elektronisk-nervøst klangspænd.