Pulp Fiction (1994)

    Et hårdkogt makkerpar skyer ingen midler i jagten på kunder, der ikke har betalt narkogælden.


    ÆSTETISK VOLD?

    Sammenhængende film:
    Reservoir Dogs (1992)
    Pulp Fiction (1994)
    Jackie Brown (1997)

    "Pulp Fiction" er i al sin Guldpalmevindende (u)enkelthed et sandt volds-stilstykke, der for alvor banede vejen for den kontroversielle instruktør og manuskriptforfatter, Quentin Tarantino. Filmens tone er nærved absurd rå men samtidig meget forfriskende, og det slås fast, at Tarantino er en gennem-kompromisløs voldsorkestrator.

    Barsk & blodig
    De barske og blodige scener former et komplet opslugende og skræmmende filmunivers, netop i kraft af Tarantinos kompromisløshed - men også i høj grad manuskriptets nødvendige humoristiske perspektiveringer og oaser: uden humoren ville "Pulp Fiction" have været rent ud sagt både utæmmelig og uspiselig.

    Stilfuld inddeling
    "Pulp Fiction" er meget stilfuldt inddelt i en række lange episoder eller kapitler. Efter en kort introduktion på en kaffebar følger vi det hårdkogte makkerpar, Vincent Vega og Jules Winfield, der er på vej ud til nogle unge kriminelle, der har begået en brøler i forbindelse med en narkohandel. Og dette møde bliver alt andet end kærligt og eftergivende.

    Alternativ bytur
    I anden episode inviterer Vincent chefens kone Mia på en alternativ tur i byen. Aftenen bliver dog ødelagt, da Mia tager en nærved dødbringende dosis heroin.

    Match fixing
    Endelig møder vi Butch, en bokser i forfald, som bliver betalt af bagmænd for at tabe en boksekamp med vilje. Men Butch har andre planer og bokser alligevel for at vinde, hvorefter han flygter over hals og hoved og med livet i hænderne.

    Original sammenkædning
    I filmens slutning bliver alle disse tilsyneladende vidt forskellige plots og personer kædet sammen på Tarantino-karakteristisk vis. Alt det, man måske havde regnet med, sker ikke, og omvendt er overraskelsesmomentet enormt.

    Oceaner af æstetik
    "Pulp Fiction" er et dybblå ocean af æstetisk fuldendte billeder. I det hele taget er filmen uhyre veldrejet ned i mindste tekniske detalje, til trods for at Tarantino netop i kraft af sine rå historier søger en mindre harmonisk æstetik. Kontrasten hér spiller en rolle i filmoplevelsen, der hele tiden balancerer mellem narrative yderpunkter.

    Vidunderligt skuespil
    Og så er skuespillet slet og ret vidunderligt. Allerbedst er Bruce Willis i rollen som den flygtende bokser, der - kan man godt afsløre - skal igennem lidt af hvert af barske sager.

    Nervøs koldblodig udstråling
    Willis' spil hører til blandt karrierens absolut mest nuancerede og er båret af en lettere nervøs-koldblodig udstråling. "Pulp Fiction" betød også et nyt comeback for John Travolta, og han har til lejligheden virkelig på fornemmeste vis formået at lægge alle flødebolletendeneserne på hylden.

    Uma Thurman med potentiale
    Samuel L. Jackson er strålende barsk og ækel i sin perfekt ligeglade fremstilling af Jules. Uma Thurman er næppe set bedre - for en gangs skyld ingen underspillet oversexet rolle. Der er virkelig potentiale i hende, ser vi her.

    Barskhed & latter
    At kunne få lov at le ad det absurd barske er en god ting. Og ind imellem lader Quentin Tarnatino os le - men der er så sandelig også grund til at bide negle eller se væk i nogle af filmens mest ækle scener - alt efter hvad hjerte og temperament tillader.

    Musikalsk syretrip
    Som det er kendetegnende ved de fleste af Tarantinos film, spiller musikken en helt central rolle. "Pulp Fiction" er således præget af et hektisk syretrip af alle mulige og umulige pop- og rocknumre. Det ene afløser det andet og medvirker - desværre - til at føre filmen ud af sin fortættede kernestemning og hen i retning af noget alt for uklædeligt.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1994, USA, Thriller, Krimi, Drama, 147 min.

    Dansk titel: Pulp Fiction
    Instr: Quentin Tarantino Prod: Lawrence Bender Manus: Quentin Tarantino, Roger Avary Foto: Andrzej Sekula Klip: Sally Menke Mus: Div. Popartister
    Priser
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Travolta)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Jackson)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Thurman)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste klipning
    • CAN - Palme d´Or
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Travolta)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Thurman)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Jackson)