Vampyr (1931)

    En ung mand, som overnatter på en øde beliggende kro, opdager at han er omgivet af vampyrer og drømmer om sin egen død.


    GYSET KOMMER INDEFRA

    Carl Th. Dreyers første tonefilm, "Vampyr", hører til i gyserfilmgenrens elite. Rædslen i filmen opstår ud af Dreyers enestående filmæstetik, der ned i mindste detalje bevirker, at filmen opleves, som var den gjort af samme stof som et mareridt.

    Uhyggelige lyde & skygger
    Den unge mand, David Gray, ankommer til en øde beliggende kro, hvor han hurtigt ængstes ved en mængde sære og uhyggelige lyde og skygger. Samme nat kommer en mærkelig gammel mand ind på Grays kammer og giver ham en pakke, der først må åbnes, når den mystiske mand er død.

    En hjemsøgt by
    Gray bliver senere vidne til mange ubehagelige og mystiske hændelser, heriblandt mordet på selvsamme gamle mand. Gray møder den døde mands to døtre og åbner pakken, der viser sig at indeholde en bog om vampyrer skrevet af den afdøde. Efterhånden går det op for Gray, at byen er hjemsøgt af en vampyr, og han kæmper nu ihærdigt for at redde sig selv og de to unge kvinder.

    Status som mesterværk
    Enkelte scener er særlig vigtige i "Vampyr"s status som mesterværk: en af de mest berømte scener er, da David Gray drømmer om sin egen død, sømmet inde i en kiste men i stand til at kigge ud gennem en rude i låget, mens han bliver båret til kirkegården.

    Berømte scener
    En anden berømt scene er, da doktoren (fabelagtigt spillet af Jan Hieronimko), en af vampyrernes medsammensvorne, møder sin skæbne i en mølle, hvor melet langsomt drysser ned over ham og kvæler ham. Og endelig scenen, hvori den netop vampyrbidte søster vågner af sine onde drømme og sender sin uskyldige søster de måske mest hadefulde og blodtørstige øjne set i filmhistorien.

    Tåget og grynet
    Dreyer benytter enkle men meget stærke virkemidler i sin teknik. Lyden og den yderst sparsomme tale er mudret og kommer nærmest langvejs fra. Billederne er ofte tågede og grynede, hvilket skyldes konsekvent fotografering med filter samt optagelser i morgengryet. Lyssætningen er unik og spiller en væsentlig rolle med de mange spøgelsesskygger. Wolfgang Zellers musik er kraft- og udtryksfuld med stor betydning for uhyggen, særligt fordi den ikke får lov at spille en hovedrolle.

    Privat finansieret
    Filmen er løseligt baseret på "Carmilla" og andre historier fra Joseph Sheridan LeFanus samling, "In a Glass Darkly". Dreyer var nødt til at ty til privat finansieret med hjælp fra hollænderen Nicolas de Gunzburg, som, under pseudonymet Julian West, også spiller hovedrollen som David Gray.

    Dagdrøm på film
    Dreyer har selv udtalt, at han med Vampyr ville skabe dagdrømme på film og vise, at uhygge ikke ligger i tingene omkring os men i vores egen underbevidsthed.

    Over i historien
    Instruktørens (stumfilms-)beundrere forstod ikke umiddelbart at værdsætte denne mystiske gyserfilm. Ikke desto mindre er "Vampyr" i dag gået over i historien som en af de mest bemærkelsesværdige film i genren.

    "Vampyr" er også kendt under titlerne: "Vampire", "Strange Adventures Of David Gray, The" og "Castle Of Doom".



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1931, Tyskland, Frankrig, Fantasi, Gyser, Vampyrfilm, 83 min.

    Dansk titel: Vampyr
    Instr: Carl Theodor Dreyer Prod: Baron Nicolas de Gunzberg, Carl Theodor Dreyer Manus: Carl Theodor Dreyer, Christen Juul Baseret på: historier fra "In a Glass Darkly" af Sheridan Le Fanu Foto: Rudolph Mate, Louis Nee Klip: Ikke Oplyst Mus: Wolfgang Zeller
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation