Magnolia (1999)

    Et hav af menneskeskæbner flettes ind og ud i hinandens virvar af krinkelkroge.


    FORTABTE SKÆBNER I USA

    Paul Thomas Andersons med spænding ventede "Magnolia" blev til denne tre timer og et kvarter lange sammenkædning af fortabte amerikanske skæbner. Der er ni personer at følge i historien, og det er meningen, at de, når filmen er slut, alle sammen på en eller anden måde skal have forbindelse med en eller flere af de andre personer. Idéen lyder god og raffineret, men i "Magnolia" forbliver historierne gyngende og uvedkommende.

    Bundamerikansk udtryk
    Uvedkommende vel nok mest i dén forstand, at filmen i sit udtryk er helt igennem bundamerikansk. Alle handlinger og enhver dialog er præget af en amerikansk tankegang - særligt den amerikanske lavtærskelmoral, den amerikanske måde at tænke og handle på. Således forekommer alle udgydte tårer og alle tænkt banebrydende nyskabelser (bl.a. Tom Cruise og hans "kusse-knuserkursus") paradoksalt nok temmelig uoriginale.

    Ingen identifikation
    "Magnolia" drejer sig som nævnt i hovedtræk om ni personer. Hvorvidt disse ni personer alle er hoved- eller bipersoner, er det ikke rigtig til at blive klog på. Et trist faktum er det ikke desto mindre, at man som tilskuer ikke kan identificere sig med bare én af de ni. Dette skyldes igen, at rollerne er så amerikansk fremstillet, og at deres konstante håbløshed ikke fænger.

    Altomsluttende nedtrykthed
    Man føler ikke rigtig, der er noget fantastisk ved den altomsluttende nedtrykthed, at de alle er på vej ned i det sorte dyb, at de angrer og føler sig utilstrækkelige, at de har dårlig samvittighed og er præget af angst og fortvivlelse. Og det er filmens helt store problem - at den tænkte gennemslagskraft i stedet ender i krukkeri.

    En birolle som omdrejningspunkt
    På en eller anden måde udgør den døende tv-producent, Earl Patridge, omdrejningspunktet for hele perlerækken af bi- eller hovedpersoner.

    Utroskab i centrum
    Patridge fortryder, at han engang var en rigtig don juan, der forførte piger dagen lang, mens han samtidig elskede "og ærede" sin trofaste hustru. Hun er siden død, og nu er Patridge gift med den betydelig yngre Linda, der angrer, at hun har været sin meget ældre mand utro og har suttet pik til højre og venstre (som hun selv udtrykker det).

    Konstant selvdestruktion
    I konstant selvdestruktion vakler Julianne Moore gennem denne ensidige rolle. Patridges søn er den berygtede Frank T.J. Mackey, som lever af at holde foredrag, ja - om pik og kusse. Han har aldrig rigtig haft glæde af sin far, og dennes fravær har ført til Franks mildest talt overdimensionerede surrogat-maskulinitet. Det er Patridges sidste ønske at gense sin søn.

    En anden gren af magnoliebusken
    I en anden gren af magnoliebusken følger vi den omtalte kræftsyge tv-quizvært, Jimmy Gator, der ihærdigt forsøger at råde bod på alle sine slemme utroskaber og incestovergreb, inden han kradser af. Men det er svært, når konen Rose ikke kan bære al denne virak, og datteren Claudia er et hidsigt stykke skrigende narkovrag. Heldigvis fatter filmens "fornufts-overhoved", politimanden Jim, sympati for narkovraget, og han inviterer hende på middag med fri stofmisbrug.

    Helt ude i knoppen
    Helt ude i knoppen af magnoliegrenen finder vi det tidligere vidunderbarn, Donnie Smith. Han vandt i tidernes morgen quizzen "What Do Kids Know?", den selvsamme quiz, som den angrende kræftsyge Jimmy Gator er vært for. (Se bare, hvor det hele hænger fint sammen)..

    Kærlighed billigt til salg
    Donnie Smith kæmper med en overordentlig masse kærlighed, som han ikke kan komme af med. Så han beslutter sig for at bryde ind på sin gamle arbejdsplads. Så kan han nemlig få bøjle på tænderne og vinde sin udkårnes kærlighed Donnie Smiths arvtager på quiz-fronten er knægten Stanley Spector, der direkte på tv holder en rørende(?) monolog om, at børn ikke kun er til pynt, og at nu har han fået nok af misbrug og krig i verden.

    Kabalen går op
    Alt imens quiz-værten dejser om på gulvet, og politimanden kysser narkovraget, og kussetæmmeren Frank Mackey er ved at blive genforenet med sin far, og Linda fortsat angrer sit slemme pikslikkeri.

    Rollerne en skuffelse
    Skuespillet er en af filmens bemærkelsesværdige kvaliteter. At rollerne er en skuffelse, har vi allerede været inde på. Tom Cruise, der skulle have været filmens helt store trækplaster har svært ved at finde dén form, der ellers bliver fremhævet som uden sidestykke. Præstationen står i hvert fald slet ikke mål med Cruises spil i Stanley Kubricks sidste mesterværk, "Eyes Wide Shut", også fra 1999.

    Tvunget unuanceret
    Det er da "meget sjovt", når Tom Cruise står i røg og damp og råber "Al magt til pikken!", og "Fisse kend din plads!", men nogen banebrydende rolle er det langtfra. At skulle agere filmens "fornuftige" klarer John C. Reilly fint - men igen tvunget unuanceret. Hans nye pige spiller godt, især når hun sniffer baner.

    Bedste bud på lidt nerve
    Det bedste bud på en smule følelse og nerve leverer quiz-værten: Philip Baker Halls spil har dén gnist og dét hjerte, mange af de andre roller ikke er blevet tildelt i manuskript og iscensættelse.

    Absurd, genial slutning?
    Verdensberømt allerede inden premieren på grund af den helt absurd geniale (?) slutning, som bare skulle sige spar to til alle andre slutninger i filmhistorien. Ja ja da, slutningen er da "meget sjov" (der har vi den igen), men også udtalt søgt, og der er andre og langt mere interessante ting at skrive hjem om her i livet.

    Sammensurium af toner
    Oscar-nomineret for bedste sang - tja.. Et sammensurium af minimalistiske toner, der gentages i det evindelige, til man beder om fred mod det høje. Til gengæld er fotografering og klipning af høj teknisk standard og viser trods alt prøver på en form for filmbegavelse.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1999, USA, Drama, Fantasi, 195 min.

    Dansk titel: Magnolia
    Instr: Paul Thomas Anderson Prod: Paul Thomas Anderson Manus: Paul Thomas Anderson Foto: Robert Elswit Klip: Dylan Tischenor Mus: Jon Brion
    Priser
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Cruise)
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste sang ("Save Me")
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Cruise)
    • GG-N - Bedste sang ("Save Me")
    • BERLIN - Golden Berlin Bear
    • BERLIN - Reader Jury of the "Berliner Morgenpost"
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GULDB - Bedste udenlandske film
    • RB-N - Bedste amerikanske film