The Accidental Tourist (1988)

    En trist og kedelig mand træffer en særdeles spraglet kvinde, der snart skal få vendt op og ned på hans verden.


    DEN KVINDELIGE REBEL

    "The Accidental Tourist" er ærlig talt en temmelig banal og overfladisk pjattet skildring af et ellers alvorstynget tema: Den stakkels forvirrede mand, Macon Leary, går ned med flaget efter at have mistet både søn i en ulykke og kone i en skilsmisse.

    Davis i særpræget rolle
    Det står klart temmelig tidligt i filmen, at Lawrence Kasdan ikke søger væk fra forudsigelighedens formel, selvom der er masser af skævt potentiale, bl.a. Geena Davis' særdeles særprægede Muriel Pritchett-birolle, der indbragte hende en Oscar®.

    Mystisk, overgearet kvinde
    William Hurt gestalter den stakkels Macon Leary, der endnu to år efter sin søns død har svært ved at leve en normal tilværelse. Tilfældigheder bringer ham imidlertid sammen med kennelkvinden Muriel Pritchett - en i særklasse mystisk, overgearet bohemekvinde.

    Forhold stik mod alle odds
    Da Muriel Pritchett har en dejlig lille søn, omtrent på samme alder som Macons egen afdøde, drages han imod hendes hjem, og efterhånden har de stik imod alle odds indledt et forhold. Men snart ringer Macons kone. Hun vil frygtelig gerne prøve igen, og den går den følelsesmæssigt hårdt prøvede Macon med på.

    Turist ved et tilfælde
    På vej til Paris møder han imidlertid Muriel, der er blevet turist ved et tilfælde, i samme fly som Macon. Og så kan det nok være, at der er dømt forvirrede amoriner højt til vejrs.

    Kriseramte mennesker
    Instruktør Lawrence Kasdan (Body Heat, Grand Canyon) har en forkærlighed for at skrive udpenslede historier om kriseramte mennesker, og "The Accidental Tourist" er ingen undtagelse.

    Penslet ud i klichéerne
    I "The Accidental Tourist" pensles personerne desværre alt for meget ud i klichéerne. William Hurts Macon er den stakkels følsomme mand, der i mange år har lidt under en dominerende kone, og hans stive, ulykkelige fjæs er i konstant ubalance - Hurt finder aldrig helt en grimasse, der kan passe.

    Borgerlig og oprørsk
    Kathleen Turners Sarah Leary er en borgerlig, oprørsk kvinde, der forstår at sige tingene lige ud på en særdeles ubehagelig måde, så tilskueren i hvert fald aldrig bliver i tvivl om, hvilken kvinde Macon bør vælge.

    Mærkværdigt ringe
    Turner spiller denne rolle fuldstændig uden glimt i øjet og med stiv tale og mimik, en besynderligt lavmålt præstation. Geena Davis' Muriel er særlingen, der ikke lægger skjul på sine særheder. Det er sejt at være sær, for så er man jo også lidt interessant. Det er en kende plat, at dette kvindemenneske også skal have så sært et navn som Muriel Pritchett - hun ville ikke blive mindre sær af at hede Louise Smith. Geena Davis tilfører filmen en vis energi med sit levende og farverige skuespil, men nogen Oscar® er hun hér næppe værdig.

    Forudsigelig musik
    Teknisk set er filmen flot gennemarbejdet med mange nydeligt komponerede billeder og overraskende kameraspidsfindigheder til at understøtte de mærkelige mennesker.. Og musikken står John Williams for i en usandsynligt forudsigelig og genkendeligt uinspireret John Williams-tone.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1988, USA, Romantik, Komedie, Drama, 115 min.

    Dansk titel: Turist ved et tilfælde
    Instr: Lawrence Kasdan Prod: Lawrence Kasdan, Charles Okun, Michael Grillo Manus: Frank Galati, Lawrence Kasdan Foto: John Bailey Klip: Carol Littleton Mus: John Williams
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AA - Bedste birolle skuespillerinde (Davis)
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste musik
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste musik