Always (1989)

    Kærligheden lever evigt på tværs af flere dimensioner og efter døden.


    SUKRET FANTASI

    En af Steven Spielbergs absolut mest stilfærdige film er denne særprægede fantasi om en pilot, der under anden verdenskrig vender tilbage fra de døde og i ånden genoplever sin kæreste.

    "Sød" historie
    Det er, hvad man kan kalde en sød historie, men man fristes også til at benytte udtrykket "vammel", for "Always" rummer desværre denne her udtalte amerikanske sukren op og ned ad stolper, og dét alene gør alt det spirituelle meget uinteressant.

    Tilbage til det kødelige
    Richard Dreyfuss spiller hovedrollen som den meget forelskede jagerpilot, Pete Sandlich, hvis ligeså forelskede kæreste Dorinda Durston frygter for hans liv. Da han rent faktisk omkommer i sit fly, vender han i ånden tilbage til sit kødelige liv for at vejlede en levende ung mand, der ønsker at erobre dét liv og dén kæreste, Dreyfuss nød godt af, da han levede.

    Flot fotografering
    Steven Spielberg genindspillede med "Always" Victor Flemings "A Guy Named Joe" fra 1943. Brugen af ægte fly fra anden verdenskrig samt danske Mikael Salomons flotte fotografering af de virkelige skovbrande fra Yellowstone National Park i 1988 udgør filmens stærkeste sider.

    Sukkersød slagside
    Skuespillet er ikke uden kvaliteter, i særlig grad har Richard Dreyfuss og John Goodman gode øjeblikke. Men Holly Hunter hopper desværre ofte over i vammelheds-skyttegraven, og det hjælper overhovedet ikke filmen, der i forvejen har sukkersød slagside. Audrey Hepburn spiller en engel i sin sidste filmrolle. John Williams leverer standardmusik med fine (og udtalt rosenrøde) temaer.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1989, USA, Fantasi, Romantik, Drama, 121 min.

    Dansk titel: Always
    Instr: Steven Spielberg Prod: Steven Spielberg, Frank Marshall, Kathleen Kennedy, Richard Vane Manus: Jerry Belson Foto: Mikael Salomon Klip: Michael Kahn Mus: John Williams