Daylight (1996)

    En helt skal alene forsøge at redde en flok indeklemte ud fra en sammenstyrtet tunnel.


    ÆRKEAMERIKANSK KATASTROFE

    Hollywood er endnu engang nedkommet med en vældig larmende katastrofefilm, "Daylight", der på mange måder er en tro kopi af halvfjerdsernes genrefilm, især af The Poseidon Adventure (1972).

    Kamp mod uret
    Handlingen er næsten den samme. I begge film er der ild og vand, og en lille gruppe overlevende ledet af en rigtig superhelt skal i kamp mod tiden forsøge at bane sig vej fra afgrunden op imod dagslyset.

    Kedeligt gammeldags
    Men hvor "The Poseidon Adventure" under overfladen er udstyret med en herlig selvironi, er "Daylight" kedeligt gammeldags, ærkeamerikansk og gravalvorlig både i tunnelmørket og i dagslyset.

    I filmens begyndelse præsenteres vi for en række personer, hvoraf de fleste er på vej i bil ind i tunnelen fra Manhattan til New Jersey. Heriblandt den tidligere chef for redningskorpset, Kit Latura, der efter en offentlig skandale nu lever et mere anonymt liv som taxachauffør.

    Paniske diamantrøvere
    Pludselig sker det, som ikke bør kunne ske. Da en lille bande paniske diamantrøvere kolliderer med en stor ladning ulovlige eksplosive kemikalier midt i den bedagede tunnel, eksploderer hele herligheden, og tusindvis af mennesker omkommer.

    Enorme ildtunger
    Ved den ene af tunnelmundingerne er Kit Latura ved at tabe både næse og mund ved synet af de enorme ildtunger, og han kaster sig straks ud i virvaret af paniske mennesker, der vælter rundt imellem hinanden.

    Ensrettet og livsfarlig
    Kit Latura kan ikke helt lægge fortiden bag sig, og han blander sig i redningskorpsets planer. Da man opdager, at en lille gruppe overlevende er spærret inde i midten af tunnelen, firer Kit Latura sig frivilligt ned til dem gennem en ensrettet og livsfarlig ventilationsskakt, hvori de tonstunge ventilatorer kun kan standses i et kort øjeblik ad gangen. Men han når frem (!), og i afgrunden venter ham en broget forsamling af oprørte overlevende, der alle har en frygtelig masse spørgsmål.

    Klichéfyldt forsamling
    En af de mest vamle sider ved filmen er fremstillingen af denne forsamling. Hér trives klichéerne i stor stil. Gennem hele filmen vil disse uoriginalt karikerede og ineffektivt instruerede mennesker plage tilskueren, så denne må krumme tæer og bide negle over manglen på nytænkning.
     

    Har en plan

    Nuvel, Kit Latura har en plan, og til den har han brug for hjælp. Så han får overbevist alle i gruppen om, at de sammen kan klare alt, hvorpå de begynder at trodse alle farer på vejen mod det eftertragtede dagslys. Mon de klarer den?

    En enkelt højspændt scene
    Selvom "Daylight" kaldes "actionfilm", er det kun i en enkelt scene, man sidder med nerverne uden på: Da Kit Latura skal gennem ventilationsskakten.

    Overraskende udramatisk
    Resten af filmen er overraskende udramatisk, også når spændingen burde være på sit højeste. Effekterne i den sammenstyrtende tunnel er ikke særligt overbevisende, og bag de mange eksplosioner og kaskader af vand gemmer der sig en traditionel behandling af historien. Rob Cohen er måske ikke den bedste instruktør til denne genre. Tænk bare på, hvor flot og medrivende Stallone dinglede over afgrunden i Renny Harlins Cliffhanger (1993).

    Ensidigt skuespil
    Skuespillet er ensidigt. Der er Sylvester Stallone og så en masse små biroller, som man aldrig kan nå at identificere sig med. Efter denne film forstår man godt, at Stallone blev træt af rene actionfilm. Den 50-årige superhelt bedyrede, at "Daylight" blev den sidste af slagsen; hvad der jo bestemt ikke viste sig at holde stik.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1996, Katastrofefilm, Action, 109 min.

    Dansk titel: Daylight
    Instr: Rob Cohen Prod: John Davis, Joseph M. Singer, David T. Friendly Manus: Leslie Bohem Foto: David Eggby Klip: Peter Amundson Mus: Randy Edelman
    Priser
    • AAN - Bedste lydeffektsklipning