Dead-Bang (1989)

    Nynazister er modstandere for en hårdkogt betjent, der roder sig ud i meget mere, end han burde.


    GANG I POLITI-KLICHÉERNE

    John Frankenheimer gjorde her comeback som instruktør med en på mange måder middelmådig politifilm.

    God humor
    Men på grund af en god humoristisk indfaldsvinkel og godt skuespil, bliver filmen med den selvironiske titel "Dead-Bang" alligevel til mere end bare endnu én af slagsen.

    Fin præstation
    Don Johnson spiller pænt og er bestemt et af filmens største positiver. Filmen følger for nøje de gammelkendte amerikanske polititemaer, når en grov mordsag skal opklares. Don Johnson er ganske vist ikke just overfrisk og selvsikker, han er træt og forsømt (af sin kone), uden dog at være sløv. Han kan stadig godt løbe en mistænkt op og vælte ham omkuld. Men i topform er han ikke, for han bliver dårlig og brækker sig ud over den mistænkte!

    Pinefulde samtaler
    Men da det er den forkerte mand, er det ikke just den bedste sag for Johnson, der nu må igennem pinefulde samtaler med chefen for ikke at miste sagen. Chefen sender ham til en førende psykiater, der skal afgøre Johnsons skæbne. Her opstår filmens morsomste scene, da Johnson sidder over for den klejne mand, der på alle måder er uelskværdig som psykiater.

    Trusler på livet
    Johnson ville være dumpet, fordi han grinede højlydt ad manden, der i hans øjne ligner Woody Allen, hvis ikke han havde taget hårdt fat i ham og truet ham på livet.

    Bøvet FBI-mand
    En særdeles bøvet FBI-mand, der, i kraft af at være en god kristen, ikke kan tåle Johnsons fucking bandeord, er med til at finde frem til den grumme politimorder, selvom han ikke et øjeblik tror på Johnsons teorier.

    Klaustrofobisk klimaks
    Vi føres frem til et klaustrofobisk klimaks, hvor Johnson skal forsøge at være en flok overgearede nynazister overlegen. Han forstår at lægge en strategi, der narrer fjenderne, så de bliver nemme at skyde.

    Humoren skinner igennem
    "Dead-Bang" er slet ikke overraskende og så langt fra nytænkende, men den har nogle særpræg at byde på både i historien (hvor humoren skinner igennem) og på den tekniske side, hvor Frankenheimer ofte benytter sig af specielle lyssætninger og "glidende" klip. Don Johnson er i fremragende form, hvor modspillet, udover en bøvet FBI-mand, kommer fra primært nynazister.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1989, USA, Action, Krimi, 95 min.

    Dansk titel: Dead-Bang
    Instr: John Frankenheimer Prod: Steve Roth Manus: Robert Foster Foto: Gerry Fisher Klip: Robert F. Shugrue Mus: Gary Chang