Sicario (2015)

    En rettroende FBI-agent kommer med på et maskulint task force-hold, der skal forsøge at optrevle et råt narkokartel i grænselandet mellem USA og Mexico.


    RÅT & MASKULINT

    Sammenhængende film:

    Sicario (2015)

    Sicario: Day of the Soldado (2018)

     

    Gennemdyster og bundpessimistisk thriller i en rå og maskulin tone: Denis Villeneuves "Sicario" byder på narkobekæmpelse af den hårde skuffe, når FBI-agenten Kate Macer som ene høne i kurven forsøger at se det gode i selv den værste verden. Hun bliver sat på plads!

    Svært kompomisløs
    Sammen med et hold meget hårdkogte og specialtrænede specialister kører Kate mod den mexicanske grænse. Ikke langt inde i nabolandet har denne særlige nationale task force fået færten af en af de helt store narkobaroner, og hverken han eller hans håndlangere har gode odds for at slippe væk i en mission, der viser sig at være svært kompromisløs.

    Ingen lyspunkter
    "Sicario" er i det hele taget en kompromisløs film. Herligt kompromisløs. Her er ingen lyspunkter, for hvorfor skønmale en historie der er bundgrum og mørk. Dét har Denis Villeneuve fuldstændig styr på, som vi også så det i de uhyggeligt vellykkede thrillere, Prisoners (2013) og Enemy (2013).

    Mandsdomineret mission
    I en mandsdomineret mission kommer Macer til kort. Hun forsøger med kvindelig intuition og hjertebanken at gøre en forskel, men de gode intentioner bliver bogstavelig talt vredet om på ryggen i ultimativ nådesløshed. Det bliver i særdeleshed understreget i filmens hårdt-mod-hårdt-slutning.

    Mørk & elegant
    "Sicario" er rent billedligt ligeså mørk, som den er elegant. Veteranfotografen Roger Deakins indfanger hårrejsende smukt de støvede mexicanske landskaber, ikke mindst set fra luften i mageløst indrammede kunstværker. Og de actionmættede missioner ind i farligt territorium er fulde af visuel liv og variation.

    En markant sammensætning
    Jóhann Jóhannssons Oscar-nominerede musik er en markant sammensætning af det minimalistiske og svulstigt støjende. Med mest effekt på førstnævnte præmis. Heldigvis er der levnet fin plads til eftertanke i lange stræk helt uden musik.

    Uden sidestykke
    Emily Blunt udfylder troværdigt den hårdt prøvede Macer-rolle og glimrer i de fleste spektre fra FBI-agent med ben i næsen til totalt underkuet lillepige med snot i næsen. Slet ikke nogen nem rolle. Benicio Del Toro er slet og ret uden sidestykke som den sammenbidt hårdkogte Alejandro, der viser sig at have flere end et par lig i lasten. Og Josh Brolin er det friske pust i sandaler som teamlederen Matt, der er ligeså nedladende, som han er bedrevidende. Han skjuler det bare godt bag sit tyggegummityggende smil.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Action, Krimi, 121 min.

    Dansk titel: Sicario
    Instr: Denis Villeneuve Prod: Basil Iwanyk, Thad Luckinbill, Trent Luckinbill, Edward McDonnell Manus: Taylor Sheridan Foto: Roger Deakins Klip: Joe Walker Mus: Jóhann Jóhannsson
    Priser
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste lydklipning
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering