High Plains Drifter (1973)

    En lille westernflække får effektiv hjælp af en tavs rytter, da skurke vil ødelægge byen.


    MAGNIFIK WESTERN

    En fremmed uden navn ankommer på sin hest til en lille landsby. Han viser sig at være en dygtig skytte og giver byens sleske og selvoptagede skurke en ordentlig omgang.

    Hævnen er sød
    Tre mænd løslades samtidig fra et fængsel i nærheden, og de vil have hævn over nogle fra landsbyen. Men den fremmede har sagt ja til at hjælpe befolkningen mod en særlig betaling.

    Malerisk film
    Clint Eastwoods første western som instruktør er i bredeste forstand en malerisk film, et stykke guddommeligt filmhåndværk. Det er æstetik for viderekomne og en fryd for øjet og ørerne.

    Silkelækre billeder
    Fotograferingen er silkelækker, skuespillet og instruktionen er i fin balance. Historien er ikke revolutionerende, men har alligevel sine særpræg, således at filmen i helheden fremstår som en usædvanligt stilsikker western.

    Klichéer

    Vi slipper desværre ikke helt for nogle klistrede klichéer hist og her, men de glemmes snildt i helhedsrusen. Meget flot instrueret af Eastwood og på flere måder en endnu mere ren og rå western end Oscar-slugeren, Unforgiven (1992).



    Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1973, USA, Western, Drama, Dyr på film, 105 min.

    Dansk titel: En fremmed uden navn
    Instr: Clint Eastwood Prod: Robert Daley Manus: Ernest Tidyman Foto: Bruce Surtees Klip: Ferris Webster Mus: Dee Barton